12. august 2015

LEGO får mest positiv omtale

LEGO får mest positiv omtale
YouGov har rangeret de brands, der har fået mest positiv omtale i Danmark i 1. halvår 2015.
Lego er fortsat det brand, der har fået mest positiv omtale. Novo Nordisk har til gengæld forbedret sin BUZZ fra 23.7 point til 27,9 i forhold til 1. halvår 2014 og rykker op på 2. pladsen, mens Volkswagen må lade sig nøje med en 5. plads. Vestas er kommet ind på top 10 med en BUZZ-score på 20,3 over brands med mest positiv omtale, mens Mærsk rykker ned på 11. pladsen.
Kilde: kommunikationsforening.dk

Disse faggrupper falder ud af dagpengesystemet
En lækket rapport fra dagpengekommissionen har genstartet dagpengedebatten. Her kan du se, hvilke faggrupper de over 50.000 mennesker, der har opbrugt dagpengene, kommer fra. AJKS ligger med 4,1 procent på fjerdepladsen.
Der er stor forskel på, hvor mange der mister retten til dagpenge i de forskellige faggrupper. Mens kun en ud af 90 medlemmer i lærernes a-kasse mistede retten til dagpenge i perioden fra 2013 til og med april 2015, skete det for mere end hvert tyvende medlem af 3F’s a-kasse.
I gennemsnit har 2,7 procent af alle a-kassemedlemmer mistet dagpengene på et tidspunkt. I alt har a-kasserne 2.109.665 medlemmer i januar 2015. Af dem er 56.607 faldet ud, hvilket svarer til 2,7 procent.
Nedenfor kan du se listen over, hvor mange der er faldet ud af systemet i de forskellige a-kasser.
Faglig Fælles (3F) A-kasse 5,5 procent
 Fødevareforbundet NNFs A-kasse 4,4 procent
 Teknikernes A-Kasse 4,2 procent
 A-kasse-Journalistik, Kommunikation og Sprog 4,1 procent
 Byggefagenes A-Kasse 3,4 procent
 HK /Danmarks A-kasse 3,4 procent
 Kristelig A-Kasse 3,4 procent
 Metalarbejdernes A-Kasse 3,2 procent
 Det Faglige Hus - A-kasse 3,1 procent
 Dana, A-Kasse For Selvstændige 3,0 procent
 Magistrenes A-Kasse 2,9 procent
 Funktionærernes og Servicefagenes A-kasse 2,7 procent
 FOA - Fag og Arbejdes A-kasse 2,1 procent
 ASE 2,1 procent
 CA, A-kasse 2,1 procent
 Frie Funktionærers A-kasse 2,0 procent
 BUPL, A-kasse 1,8 procent
 FTF- A-kasse 1,7 procent
 Akademikernes 1,5 procent
 El-Fagets A-Kasse 1,5 procent
 Socialpædagogernes landsdækkende A-Kasse 1,4 procent
 Min A-kasse 1,4 procent
 Lærernes A-kasse 1,2 procent
 Ledernes A-kasse 1,0 procent
 Danske Sundhedsorganisationers A-kasse 0,3 procent
Kilde: dr.dk

Faretruende høj grad af stress blandt universitetsansatte 
En ny undersøgelse fra Akademikerne viser, at de ansatte på landets universiteter er udsat for en meget høj grad af stress.  Over halvdelen, 54 pct. af de universitetsansatte, svarer i undersøgelsen, at de i meget høj, høj eller nogen grad er stressede i hverdagen, og hele 77 pct. af de universitetsansatte oplever i meget høj, høj eller nogen grad, at deres arbejdsplads er præget af stress.
Kilde: akademikerne.dk

Briterne elsker Danmark
Danmark trender ”big time” i britiske medier, og øens turister strømmer til Danmark som aldrig før. Særlig storbyturismen trækker, og briterne står indtil videre for flest overnatninger af alle udenlandske turister i København i 2015.
Og det er endda ikke bare hovedstaden, der mærker briternes rejselyst.
Antallet af britiske overnatninger i Danmark er steget med godt 50 procent inden for de sidste seks år, og den tendens ser ud til at fortsætte i 2015, der til og med juni har oplevet en vækst på 5,6 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Årsagerne er flere, lyder vurderingen fra VisitDenmark: Den britiske økonomi vækster, pundet er stærkere, end det har været i mange år, og reallønnen er stigende.
Samtidig er der bedre tilgang til Danmark fra Storbritannien end nogensinde før med knap 300 ugentlige flyvninger, men også en fokuseret presseindsats fra VisitDenmarks britiske kontor bærer tydelig frugt.
Kilde: markedsforing.dk

Opdatering føjer 664 ord til Den Danske Ordbog
Den 7. juli blev Den Danske Ordbog opdateret med 664 nye ord og udtryk. Ordbogen opdateres cirka 4 gange om året, og i denne ombæring indebærer det både fremmedord, importord og etablerede sammensætninger.
Kønskrans er et eksempel på et nyt ord. Det er et bud på en mere fysiologisk korrekt beskrivelse af det der hidtil har været kendt som jomfruhinden. Et andet nyt ord er partycrasher som er lån fra engelsk og betyder 'en person der kræver sig adgang til en fest han/hun ikke er inviteret til'. Som eksempel på et gammelt ord som har fået en ny, ekstra betydning, finder man valgflæsk, som nu ikke alene bruges om valgløfter, men også om den 'madret med flæsk som spises i forbindelse med et valg'.
Kilde: sproget.dk