11. september 2019

Lad dig ikke skræmme af kravene i jobopslaget

/files/assets/news/samuel-zeller-credits.jpg

Næste gang du læser et spændende stillingsopslag, hvor du er usikker på om du kan det hele, så giv det et forsøg alligevel. Det er nemlig snart mere normen end undtagelsen, at jobopslag indenfor kommunikation og marketing stiller tårnhøje krav, som er nærmest umulige at indfri.

Lange bruttolister med et dusin forskellige arbejdsopgaver, ti forskellige ønsker til dig som kandidat og en lang liste med krav til IT-systemer eller programmer, som arbejdsgiver gerne ønsker du mestrer.

Det ser vi oftere og oftere i virksomhedernes jobopslag, når de søger kommunikations- og marketingmedarbejdere. Desværre ser vi i KS’ Karriereteam også oftere, at KS-medlemmer vælger ikke at søge en ellers spændende stilling, fordi de føler sig underkvalificerede eller skæve i forhold til den ønskede profil.

Vores anbefaling fra karriereteamet er imidlertid at gøre det modsatte: Lad være med at lade dig skræmme og søg jobbet.

Her kommer 3 gode grunde til at søge alligevel:

1. Det er mere ønskelister end krav
For det første viser alt vores erfaringer fra karrierevejledning, at de lange bruttolister over opgaver sjældent består af egentlige krav. Ofte er stillingsopslag skrevet som ønskelister til kompetencer og erfaringer, men når man rent faktisk snakker med de rekrutteringsansvarlige, finder man ud af, at mange af de opstillede krav sjældent vil være nødvendige af mestre for at varetage stillingen. Det vigtigste er at man er skarp på de ting man kan, at man har kompetencer indenfor kerneopgaven, og at man går til opgaven.

2. Skæve profiler snupper ofte jobbet
For det andet viser undersøgelser, at det ikke er unormalt, at stillinger bliver besat af kandidater med anderledes kompetencer end dem der efterspørges. Kigger man på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings Rekrutteringssurvey kan man eksempelvis se, at indenfor information og kommunikation bliver der i over halvdelen af de ’mislykkede’ rekrutteringsforsøg ansat en kandidat med en anden profil end den ønskede. Så selv om det selvfølgelig er vigtigt at være opmærksom på sine konkurrenceparametre, og fokusere på de vigtigste krav i stillingen, er det slet ikke umuligt som skæv profil at finde den rette indgangsvinkel og snuppe et spændende job.

3. Motivation er tungen på vægtskålen. Og den har du jo
For det tredje er motivationen i mange tilfælde mindst lige så vigtig, også selvom erhvervserfaring spiller en vigtig rolle. Det er tydeligt i Ballisagers rekrutteringsanalyser fra de sidste 4 år: 62% af de rekrutteringsansvarlige mener, at noget af det vigtigste, man kan gøre, når man ringer på et stillingsopslag, er at udvise autentisk motivation for stillingen. 56% mener, at det at brænde igennem med sin motivation for jobbet er den vigtigste disciplin, mange jobsøgende bør lære. Og 65% mener, at jobsøgende bør blive bedre til at vise motivation for de konkrete jobfunktioner i den skrevne ansøgning.  Kort sagt: Hvis motivationen findes og er autentisk, kan den i mange tilfælde være tungen på vægtskålen – selv hvis man ikke mestrer alle opgaverne i stillingsopslaget.
Så næste gang du læser et spændende stillingsopslag, hvor du er usikker på om du kan det hele, så giv det et forsøg alligevel. Fokuser på din motivation, dine gode erfaringer og på de opgaver, hvor du har noget helt særligt at byde ind med.

Edit page