6. november 2013

KS priser studerende

Dygtige studerende og dygtige kandidater er en forudsætning for kommunikation- og sprogfagenes udvikling og for vores fagligheds anseelse og indflydelse på arbejdsmarkedet.
KS har valgt at understøtte vores fag og uddannelser på mange måder. En af dem er hvert år at uddele priser til fagligt dygtige studerende.

IVK – International Virksomhedskommunikation, SDU


Kommunikation og Sprogs IVK-pris gik i år til Bjarne Christensen. Udover at have været aktiv i både studienævn, fagråd, institutråd og Uddannelsesråd, har han opnået topresultater på sit studie. Han fik et 12-tal for sin afhandling på elite-modulet, hvor han i samarbejde med Udvikling Fyn undersøgte årsagerne til, at akademikerne ikke i højere grad søger ansættelse i små og mellemstore virksomheder.
- Det er et meget vigtigt emne, da det nemlig er helt essentielt, at akademikere søger job i små og mellemstore virksomheder, som så også er parate til at ansætte denne ressource, hvis Danmark skal kunne opsuge de mange akademikere, der i disse år og i mange år fremover vil afslutte en lang, videregående uddannelse, sagde KS-formand Per Lindegaard Hjorth blandt andet i forbindelse med prisoverrækkelsen.

IMK – Interkulturel Markedskommunikation CBS
Forbundet Kommunikation og Sprogs pris gik til de fem studerende, der opnåede det højeste gennemsnit på studiet. Prisen består af et gavekort på kr. 3.950 eller 1 kursusdag hos kursusudbyderen SoftWorld.
I forbindelse med prisuddelingen sagde KS-formanden blandt andet:
- På det faglige plan ved jeg, at jeres studium har givet jer det bedste grundlag til at arbejde med det, som mange virksomheder gør forkert – jeg skal ikke kunne sige, om det er bevidst eller ej. Mange virksomheder er – arrogante, uvidende, bedrevidende – jeg ved ikke, hvad det er, men mange tror, at når noget virker i en dansk kontekst, så virker det nok også i München, Montereol, Maldiverne eller andre steder i verden. Men nu ved I i hvert tilfælde, at sådan er det ikke. Jeres nye faglighed gør jeg i stand til at arbejde med markedsføring og kommunikation, der tager højde for kulturforskelle, sproglige barrierer og lovgivninger i forskellige lande.

Prisvinderne er:
Caroline Berner Kühl – Gennemsnit 10,1 (IMK – engelsk) har været på udveksling på McGill University (Canada)
Charlotte Damgaard Nielsen – Gennemsnit 10,2 (IMK – engelsk) har været på udveksling på University of Washington (USA)
Anne Sofie Wibe – Gennemsnit 10,3 (IMK – spansk)
Sofie Kragh Ingvorsen – Gennemsnit 10,5 (IMK – engelsk) har været på udveksling på IESEG School of Management, Lille (Frankrig)
Sebastian Lippert – Gennemsnit 10,6 (IMK – engelsk), har været på udveksling på London Metropolitan University (England)