24. august 2016

KS priser flittige studerende

Hvert år uddeler KS priser til studerende på SDU og CBS, som har udmærket sig på forskellig vis, enten fordi de er afholdte og flittige, eller fordi de har fået de højeste snit. Se hvem der har fået årets priser.

IVK-prisen/MA


-    Det var ikke været nogen nem opgave at finde ud af, hvem der skulle have KS’ pris Kommunikation og Sprogs IVK-pris/MA, sagde KS-formand Per Lindegaard Hjorth, da han var på SDU for at overrække priser til både en BA-studerende og en kandidat.

Mange har været i spil. Men valget faldt på Jeppe Secher, som af sine medstuderende beskrives som yderst venlig, hjælpsom og imødekommende. En IVK-studerende, som har en stor kontakt-flade på hele universitetet – for eksempel fik han mere end 400 hilsener på sin FB-profil, efter at han havde fået 12 for sit speciale. Et speciale, der i øvrigt var banebrydende, eftersom han tilføjede nye dimensioner til en eksisterende teori.

Ud over at klare alle eksaminer til tiden med gode resultater har prismodtageren også været involveret i mange aktiviteter på IVK-studiet og universitetet som helhed – jeg tænker i den forbindelse på social tutor, universitetsbaren, institutdysten. Han har ikke kun bidraget, men også været leder af disse projekter på en sådan måde, at de medstuderende siger, at han er en person, men gerne vil ledes af, sagde formanden.

IVK-prisen/BA

Kommunikation og Sprogs IVK-pris gik i år til Mia Skougaard Pedersen, der først og fremmest er er det synlige bevis på, at en bacheloruddannelse kan være med til at udvikle en person både fagligt og personligt.

Årets prismodtager begyndte på studiet som en lidt usikker og forsigtig person, men i løbet af studiet har hun (hov!) udviklet sig kontinuerligt, hvilket kulminerede i et flot 12-tal i bachelorprojektet. Hun har deltaget i mønsterbryderprojektet fra 2013 og desuden kastet sig over stort set enhver udfordring på studiet.

Hun har været social tutor i 2 år, været medlem af studienævnet, uddannelsesrådet og desuden ansat som faglig vejleder. Når man spørger hendes medstuderende, hvad de mener om hende, siger de: Hun er altid i godt humør. Hun taler med alle og altid villig til at besvare spørgsmål om fag, pensum, datoer osv. – og så er hun altid meget aktiv i undervisningen og bidrager til at fremme et godt læringsmiljø for alle.

IMK/BA


På CBS var der priser til fem studerende, der har klaret sig helt ekstraordinært godt på studiet og priserne gik til de fem studerende, der opnåede det højeste gennemsnit på studiet.

Modtagerne af Kommunikation og Sprogs IMK-pris er:

Sofie Monk Pedersen, IMK med engelsk, gennemsnit på 10,6 – hun har været på udveksling på University of Southern California, USA, på 5. semester
Marie-Louise Reade Lomholt, IMK med engelsk, gennemsnit på 10,6 – hun har været på udveksling på Ohio State University, USA, på 5. semester
Matilde Lambrecht Schibstad, IMK med engelsk, gennemsnit på 10,6 – hun har været på udveksling på University of North Carolina, USA, på 5. semester
Alberte Michelle Nimb, IMK med engelsk, gennemsnit på 10,7 – hun har været på udveksling på University of Queensland, Australien, på 5. semester
Alice Hein, IMK med engelsk, gennemsnit på 10,8 – hun har været i projektorienteret forløb (praktik) hos New Creation ApS på 5. semester