KS indgår den første overenskomst med et kommunikationsbureau

20. april 2017

Camilla Schwalbe, Lasse Alfastsen og Christian Lunøe fra SIVIL skriver under på overenskomstaftalen.

 

KS har indgået den første overenskomst med et bureau i kommunikationsbranchen. Det er en overenskomst med det nystartede kommunikationsbureau SIVIL. "Aftalen viser vejen til ordentlige, kollektivt aftalte vilkår for kommunikationsbranchen,” siger​ KS-formand Per Lindegaard Hjorth.

En rigtig overenskomst med aftaler på alle de væsentlige områder for de ansatte på et kommunikationsbureau. Sådan én har vi ikke set før, men nu findes den. Det nystartede kommunikationsbureau SIVIL har indgået overenskomst med KS. Den omfatter akademikere, andre beskæftiget med kommunikationsopgaver samt studerende og fastsætter vilkårene for blandt andet løn, pension, arbejdstid, ferier og fridage, barsel og børn, efteruddannelse og opsigelse. ”SIVIL beskæftiger udelukkende de tre stiftende partnere ved overenskomstindgåelsen og har ikke ansat medarbejdere endnu. Men overenskomsten er både principielt vigtig og lægger grundlaget for gode løn- og ansættelsesvilkår, når SIVIL ansætter,” siger forhandlingschef Jacob Suhr, KS. KS-formand Per Lindegaard Hjorth er tilfreds med, at det nu er lykkedes at indgå den første overenskomst med et kommunikationsbureau:
”Samlet set er det en god overenskomstaftale, der er indgået med SIVIL. Aftalen går imod strømmen og viser vejen til ordentlige, kollektivt aftalte vilkår for kommunikationsbranchen,” siger han.
At det netop er SIVIL, der bliver det første kommunikationsbureau med en overenskomst, hænger rigtig godt sammen med hele bureauets grundfilosofi. SIVIL er et socialøkonomisk kommunikationsbureau, som ønsker at skabe værdi for samfundet ved at opdyrke nye, bæredygtige og sociale løsninger på samfundets udfordringer. Det vil de gøre ved at fremme samarbejdet og agere bindeled på tværs af de tre sektorer i Danmark: Civilsamfundet, det politiske system og markedet.
Arbejdsforhold og forretning
”Vi glæder os, til aftalen finder anvendelse, og det gør den, når vi ansætter de første medarbejdere,” siger Christian Lunøe, der er én af de tre stiftere og partnere i SIVIL. De to øvrige partnere er Camilla Schwalbe og Lasse Alfastsen. De har delt hovedopgaverne i det nye kommunikationsbureau mellem sig, så Lasse Alfastsen, der har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation fra CBS, beskæftiger sig med strategisk kommunikation og branding på digitale medier. Lasse har arbejdet i en del år med iværksætteri, hvor han har stiftet og udviklet forskellige virksomheder og foreninger. De senere år har han været kommunikationsansvarlig i et innovationsprojekt i kulturbranchen. Camilla Schwalbe har erfaring fra den politiske verden og den kommunale sektor, hvor hun har arbejdet med kampagner, presse og politik i bredeste forstand. Hun skal beskæftige sig med politisk interessevaretagelse. Christian Lunøe, der skal beskæftige sig med strategi og tekst, har erfaring som kommunikationsrådgiver i ministerier, kommuner, interesseorganisationer og som selvstændig konsulent og tekstforfatter. ”For os handler aftalen ikke bare om ordentlige arbejdsforhold. Vi mener også, at en overenskomst styrker vores bureau. Overenskomster er et sundt, økonomisk princip, fordi gode arbejdsforhold hænger direkte sammen med bundlinjen,” siger Camilla Schwalbe. Kunderne efterspørger overenskomst
De tre bureaustiftere er allerede i gang med kunder og opgaver og oplever, at flere kunder efterspørger en overenskomst. Så de har spurgt sig selv, hvorfor den danske model ikke også skal gælde i bureaubranchen? ”Det gælder selvfølgelig i særdeleshed for os som socialøkonomisk bureau, men det er også ment som et indspark og et eksempel til efterfølgelse i branchen. Vi ønsker at vise alle skeptikerne - og de true believers, der allerede er derude – at det er en god forretning for alle parter at arbejde socialøkonomisk,” siger Lasse Alfastsen.   FAKTA
De væsentlige vilkår i overenskomsten
LØN: Minimumslønnen udgør 31.200 kroner om måneden og forhandles individuelt én gang årligt
PENSION: SIVIL yder et pensionsbidrag på 10 % af den samlede løn, medarbejderen yder 5 %.
ARBEJDSTID: 37 timer om ugen i gennemsnit, inklusive en halv times frokost.
FERIE OG FRI: 5 feriefridage udover ferie i henhold til ferieloven.  Ferie med løn 24. og 31. december, Grundlovsdag og fredagen efter Kristi Himmelfartsdag.
BARSEL: Fuld løn i 4 uger før forventet fødsel, og 14 uger efter. Mandlige ansatte har ret til 2 uger i forbindelse med fødsel. Desuden 12 ugers orlov med fuld løn til fordeling blandt forældrene.
BØRN: Forældre har ret til frihed med løn barnets 1. og 2. sygedag. Desuden 2 omsorgsdage pr. barn om året til og med barnet fylder 7 år.
EFTERUDDANNELSE: Omkostninger i forbindelse med aftalt efter-/videreuddannelse afholdes af virksomheden.
OPSIGELSE: Funktionærlovens regler, dog undtaget 120 dages reglen.
STUDENTERMEDHJÆLPERE: Aflønnes med mindst 130 kroner i timen, løn forhandles én gang årligt,