1. december 2021

Kommunikation og Sprog og Kongsted+Grønne indgår overenskomst, der sikrer nyuddannede akademikere en sund start på arbejdslivet

Overenskomsten fastsætter vilkår for blandt andet den nyuddannedes løn, barsel, ferier og fridage, men er lidt særlig, når det kommer til arbejdstid, da Kongsted+Grønne har valgt at afsætte 20 % af den ansattes arbejdstid til deltagelse i kurser og anden faglig opkvalificering. Her hænger overenskomsten godt sammen med bureauets grundfilosofi, der netop vil hjælpe nyuddannede godt i gang med arbejdslivet med særligt fokus på faglig udvikling og ballast.  
 
Direktør i Kongsted+Grønne, Katrine Ninn-Grønne, fortæller:  
 
”Vi ønsker at skabe rum for læring og gøre vores til, at nyuddannede kan få en god start på arbejdslivet. Det kan være svært at gå fra den akademiske verden til kommunikationsbranchen, hvor korte deadlines og omskiftelighed er en grundpræmis. Den brobygning ønsker vi at gøre nemmere ved at dedikere tid og rum til tvivl, spørgsmål og udvikling. Vi ser vores fokus på nyuddannede som en investering og oplever allerede gevinsten gennem vores kunder og samarbejdspartneres opbakning til konceptet”.

Fælles mission om at få nyuddannede i job 
Selvom Kommunikation og Sprog til daglig sidder på den anden side af bordet som arbejdstagernes ambassadør, ser de en stor fornuft i at sikre nogle ordentlige vilkår, der styrker det nystartede bureaus bæredygtighed. 
 
Forhandlingschef Jacob Suhr fra Kommunikation og Sprog siger:  
 
“Det er vores fælles mission at få flere ledige nyuddannede kommunikatører i job, og derfor bifalder vi Kongsted+Grønnes forretningsmodel om at få flere nyuddannede akademikere ud på arbejdsmarkedet på en god og sund måde. I Kommunikation og Sprog tror vi på, at overenskomster – også for akademikere – er vigtige for at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår. Vi forstår samtidig hvor vigtigt, det er, at overenskomsterne også tager udgangspunkt i de enkelte virksomheders vilkår og karakteristika. Det handler derfor om at finde en balance og erkende, at ”one size doesn’t fit all”. Det er netop det, vi i fællesskab har demonstreret med overenskomsten med Kongsted+Grønne”.  
 
Lige barselsvilkår for alle ansatte 
I Kongsted+Grønnes nye overenskomstaftale er der også tale om samme lønvilkår for både mødre, fædre og medmødre. Både kvindelige og mandlige ansatte har ret til fuld løn i 14 uger efter fødslen, og ugerne placeres efter den ansattes eget ønske.  
  
Overenskomsten blev godkendt d. 14. oktober 2021, og Kongsted+Grønne har netop ansat deres første konsulent i en graduate-stilling pr. 1. november.

Baggrund  
Kongsted+Grønne er et koncept- og kommunikationsbureau, der kun ansætter nyuddannede, ledige akademikere. Det gør de, fordi de ser de nyuddannedes potentiale, tror på deres evner og ønsker at give dem en sund start på arbejdslivet. Kongsted+Grønne ejes og drives af Charlotte Kongsted og Katrine Ninn-Grønne.

www.kongstedgronne.dk

For flere informationer

Kommunikation og Sprog: Jacob Suhr, forhandlingschef, jsu@kommunikationogsprog.dk, 33488959

Kongsted+Grønne: Charlotte Kongsted, kongsted@kongstedgronne.dk, 26292390

Katrine Ninn-Grønne, gronne@kongstedgronne.dkm 21833101

Edit page