22. oktober 2013

Kommunikation i kommunen

Føler du ansvar for din kommune?

Det er ellers et af de mål man sætter i mange kommuner i dag. Man taler om et paradigmeskift fra at kommunikere serviceydelser og åbningstider til at invitere til medejerskab. Det kan kun lade sig gøre, hvis borgerne ved, hvad der foregår og har muligheden for at blande sig.
Det kan man høre professor Lars Qvortrup tale om på KL’s Kommunikationsdøgn 2013, der finder sted i Kolding i næste uge. Her samles omkring 300 kommunale kommunikationsmedarbejdere i et døgn om en stribe kommunikationsfaglige indlæg og debatter.

KS er med på Kommunikationsdøgnet og vi håber, at alle de KS-medlemmer, der deltager, vil komme hen og hilse på os i vores stand. Her kan du også deltage i en lille konkurrence og vidne en dejlig præmie.

Og der er meget andet på programmet: I løbet af konferencen vil Ulrik Kjær, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, give sit syn på kommunerne efter valget og de udfordringer, der venter.

Michael Kristiansen, journalist, politisk kommentator og tidligere spindoktor fortæller, hvordan han ser de kommunale kommunikatørers udfordringer, og hvordan man overkommer dem.

Søs Marie Serup, indehaver af BY Serup giver en tour de force i, hvordan kommunerne kan styrke den professionelle interessevaretagelse.
Per Rystrøm, direktør i Operate,  fortæller om kommunikation, som skal forandre. Om de redskaber man med fordel kan bruge, og om hvordan man tilrettelægger den gode proces.

Og du kan høre Astrid Haug, digital rådgiver tale om, hvordan mange kommuner er på Facebook, men hvad er næste sociale skridt? Hvordan kan kommunerne bruge de sociale medier til at få mere legitimitet, inddrage borgerne og nå deres mål?