17. august 2016

Kommunikation i internationale virksomheder

En stor undersøgelse fra Københavns Universitet har frembragt ny viden om en række kerneområder inden for international virksomhedskommunikation. Den bliver præsenteret og diskuteret på konferencen Samarbejde på tværs: kommunikation i internationale virksomheder, hvor KS er medarrangør og sponsor.

Hvad er de vigtigste udfordringer for internationale virksomheder, når det gælder kommunikation og samarbejde på tværs af organisationen? Og hvad kan man gøre for at imødekomme disse udfordringer?

En stor undersøgelse fra Københavns Universitet har frembragt ny viden om en række kerneområder af international virksomhedskommunikation. Undersøgelsen er baseret på data fra alle kontinenter og bygger på praksis inden for forskellige brancher, virksomhedstyper og fagligheder. Disse tæller bl.a. IT, Shipping, Finans, Engineering og NGO, hvor forskerne har indsamlet best practices for fx videomøder, global ledelse, supply chain mangement, kulturtræning, innovation og virtuelt samarbejde.

Både udfordringer og løsningsmuligheder vil blive præsenteret og diskuteret på konferencen Samarbejde på tværs: kommunikation i internationale virksomheder, som afholdes på Københavns Universitet mandag d. 19. september kl. 14.00 - 17.00.
Her kan du møde ledere fra Mærsk Line, Tuborgfondet og Vestas, som alle har stor erfaring med samarbejde på tværs af internationale organisationer. Hør forskere og rådgivere give meget konkret input til, hvordan man skaber strategier for samarbejde, holder bedre videomøder, organiserer og leder stærke internationale teams, og effektivt kulturtræner medarbejdere.
Konferencen afholdes i forbindelse med lanceringen af bogen ”Kommunikation i internationale virksomheder”, som udkommer onsdag 24. august på Samfundslitteratur.

Konferencen arrangeres i et samarbejde mellem Centre for Interaction Research and Communication, Københavns Universitet, IDA, Kommunikationsforum, Kommunikation & Sprog og Samfundslitteratur.
Læs mere og tilmeld dig her

Rabat på fagbøger
Som medlem af KS kan du opnå 20 procent rabat på alt fra forlaget Samfundslitteratur.

Læs hvordan du opnår rabatten