17. maj 2016

Kønsroller fra stenalderen præger stadig arbejdsmarkedet

Andre medier skriver: Karoline satser på en madklub // KU lancerer KU Translate // Carlsberg EM-flotter sig // CBS Observer lukker //

Kønsroller fra stenalderen præger stadig arbejdsmarkedet
Mænd søger prestige hos en kommende arbejdsgiver, mens kvinder går efter blødere værdier, viser undersøgelse.
Kvinderne er blødere. De går på kompromis med lønnen og prestigen, hvis de kan arbejde for en etisk virksomhed, der tager socialt ansvar. Hvis arbejdet har et højere formål, bærer det lønnen i sig selv, mener de.
Det lyder måske som en udtrådt kliché, men det er ikke desto mindre virkeligheden blandt danske studerende anno 2016.
Det er konklusionen på en undersøgelse blandt 15.478 danske universitetsstuderende, som rådgivningsvirksomheden Universum står bag, skriver Berlingske onsdag.
Undersøgelsen viser, at mandlige studerende vægter prestige, løn og succes markant højere end kvinderne, når de skal finde en arbejdsplads. Omvendt efterspørger kvinderne et inspirerende formål, etiske standarder og et kreativt, dynamisk arbejdsmiljø.
Kilde: epn.dk

Karoline satser på en madklub
Det rød- og hvidternede køkken med Karoline-koen er et af de bedst kendte varemærker herhjemme. Og har været det i årtier. Karolines Køkken har dog været gennem en stor udvikling de seneste år, hvor brandet har været på en større rejse.
Det indebærer blandt andet en ny kommunikationsplatform og en omnichannel tilgang – og man kan også stadig få fysiske kogebøger.
Nu tager Karolines Køkken det næste skridt på brandrejsen med en digital kundeklub.
I Karolines Madklub tilbydes forbrugerne bl.a. personlige madplaner, inspiration og adgang til hele Karolines Køkkens samling af kogebøger.
Kilde: markedsforing.dk

KU lancerer KU Translate
KU har lanceret et online-oversættelsesværktøj – KU Translate – som kombinerer en ordbog over KU-termer med en maskinoversættelse à la Google Translate. Samtidig trækker det på en såkaldt ’oversættelseshukommelse’: et katalog af oversættelser fra KU og fra andre aktører i uddannelsessektoren, udført af mennesker, ikke maskiner.
Resultatet er en oversættelsesmaskine, som skal gøre det nemmere og hurtigere at producere brugbare engelske oversættelser i KU-regi.et er jo en maskine, ikke en person, så der skal altid et personligt touch ind bagefter. Men man kommer meget hurtigere hen til en brugbar oversættelse end med Google Translate eller andre maskinoversættelser, siger Hanne von Wowern fra KU’s kommunikationsafdeling, som sammen med kollegaen Ida Giersing står bag modulet.
Kilde: uniavisen.dk

Carlsberg EM-flotter sig
Den danske bryggeri-gigant Carlsberg har som trofast storsponsor været en del af EM i fodbold i næsten 30 år - helt præcist siden 1988 - og slutrunden i Frankrig, der starter om en lille måned er ingen undtagelse.
For Carlsberg er EM-slutrunden en ”væsentlig kommerciel begivenhed”, og vurderingerne fra forskellig side lyder da også, at der sælges mellem fem og otte procent mere øl i en slutrunde-periode end i en tilsvarende periode uden EM-festligheder og selv om Danmark som bekendt ikke kvalificerede sig til EM-slutspillet, så bliver danskerne absolut ikke snydt for aktiviteter fra Carlsbergs side frem mod begivenhederne i Frankrig.
Fx har Carlsberg Danmark siden starten af april været i gang med at flotte sig ikke så lidt med en konkurrence, hvor det gælder om at stave ord med de bogstaver, der i perioden findes på øldåserne, og hvor der udloddes seks pakker med ”ultimative EM-oplevelser”.
Og de er for så vidt en ganske fair betegnelse:  Vi taler VIP-pakker for to personer indeholdende tur-retur flyrejse fra København til Paris, lokale transfers i Paris, indlogering i dobbeltværelse på hotel i Paris inkl. morgenmad, middag i Byernes By den 2. juli, billetter til kvartfinalen på Stade de France, Saint-Denis søndag den 3. juli 2016 og besøg i den officielle UEFA CLUB med diverse hospitality før og efter kampen.
Konkurrencen kører på Carlsberg Danmarks Facebook-side og på Instagram under #CarlsbergForFan, og ideen med at lade danskerne stave med dåser har tydeligvis været et hit, for salget af six packs er vokset markant siden aktiviteten startede.
Kilde: markedsforing.dk

CBS Observer lukker
Et nyt engelsksproget netmedie skal udnytte de digitale muligheder bedre, når CBS Observer lukker. Medarbejderne er tilbudt andre stillinger, og hele bestyrelsen træder tilbage. Beslutningen blev truffet i sidste uge på indstilling fra bestyrelsen selv.

-    Jeg oplever blandt mine kolleger færre og færre, som finder det relevant at læse. Jeg hører det samme fra de studerende, som savner engagement. Det vil jeg ikke hænge nogen ud for, vi har i bestyrelsen et ansvar for, at tingene udvikler sig. Men der skal simpelthen nye boller på suppen, siger bestyrelsesformand Kurt Jacobsen.
I stedet vil CBS skabe et nyt netmedie, der udnytter de digitale muligheder bedre og er på engelsk. CBS Observer lukker 1. juni, og det nye medie forventes at gå i luften ved årsskiftet.
Kurt Jacobsen er professor i historie ved CBS og har været tilknyttet CBS Observer i mange år, også da det hed Kræmmerhuset. Både som skribent, og siden formand for bestyrelsen ad to omgange.
Drivkraften for denne forandring var en principiel diskussion, om vi skulle blive et rent engelsksproget medie. 40 procent af vores undervisere er udlændinge og 20 procent af de studerende. Alle studerende og ansatte kan engelsk. I den sammenhæng besluttede vi at se på, hvad vi vil med mediet.
Kilde: journalisten.dk