17. september 2018

Kender du din markedsværdi? 12 spørgsmål du skal stille dig selv

/files/assets/news/efa8da6d-4544-4f28-8154-483fadc31e83.jpg

Hvis du har en høj markedsværdi, kan du bedre selv bestemme, hvilken retning din karriere skal gå. Men ved du, hvad du er værd? Ved din chef det? Og hvad kan du gøre for at forbedre din værdi for din nuværende virksomhed, og for at bedre dine muligheder, når du skal søge dit næste job? Her får 12 spørgsmål som du kan stille dig selv, når du vil vurdere din værdi for virksomheden og arbejdsmarkedet.

Employability og markedsværdi er et udtryk for, hvor interessant du er for en virksomhed. Er din markedsværdi høj, vil du typisk have større handlefrihed til selv at bestemme, hvilken retning din karriere skal gå, på din nuværende eller anden arbejdsplads. Du vil måske kunne stille højere krav til løn, projekter og arbejdsvilkår, og sikre at du får de opgaver, du rent faktisk synes er interessante. Med en god forståelse for din markedsværdi, vil du også kunne have flere muligheder åbne for dit næste job, og bedre kunne vurdere om dine kompetencer og ideer vil skabe mere værdi i en anden virksomhed.

Uanset hvor du er i dit job- og karriereforløb, er det derfor værd at overveje hvor stærkt du står på arbejdsmarkedet – og hvordan du potentielt kunne stå stærkere. For det kan altid være svært at vurdere, hvor attraktiv du egentligt er, hvor let du ville have ved at få et nyt job, og hvad der adskiller dig fra andre med din kompetenceprofil. Men det kan være en fordel at tænke over det løbende, før det pludseligt er vigtigt før en nyansættelse eller en fyringsrunde. Man er trods alt selv ansvarlig for at skabe, vedligeholde og formidle sin markedsværdi.

Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her 12 spørgsmål til dig og din arbejdsplads, som du kan stille dig selv, når du vil vurdere din værdi for virksomheden og arbejdsmarkedet.

HVILKEN VÆRDI SKABER DU FOR ARBEJDSPLADSEN?
Det er vigtigt hele tiden at vurdere, hvorfor du er vigtig i den stilling du sidder i. En høj markedsværdi sikres ved at tage nogle chancer i nuværende job eller ved at skifte job, hvis det er nødvendigt: Skal din markedsværdi op, må du sørge for at udfordre dig selv ved ind i mellem at springe ud på dybt vand. Det kan være ved at tage nye udfordringer i dit nuværende job eller ved at skifte til en anden stilling med bedre muligheder for udvikling. Reflekter på din rolle i dit arbejde, og hvordan du sikrer hele tiden at være der, hvor du skaber mest værdi for dig selv og din arbejdsgiver.

Stil dig selv spørgsmål som:
1. Hvor vigtigt er dit job for virksomhedens behov, og hvordan er du med til at tilføje værdi til bundlinjen?
2. Hvis der var en organisationsændring, hvor ville du så sidde med dine nuværende ansvarsområder?
3. Ved din leder hvad du laver til hverdag, og er du den medarbejder som lederen ville beholde, hvis der var en fyringsrunde i morgen? Hvis ikke, kan du så sikre at du når dertil?
4. Tager du de nødvendige chancer i virksomheden, og udfordrer du dig selv og dine kolleger? Hvornår er sidste gang du tog en beslutning, som skabte særlig værdi?
5. Hvordan støtter du op om virksomhedens kerneydelse? Er det klart overfor din chef og dine kolleger?
6. Er du forandringsparat? Hvordan har du klaret de sidste ændringer i din stilling, og har din fleksibilitet skabt værdi for din arbejdsgiver?

HVAD ER VÆRDIEN AF DINE KOMPETENCER?
Det er vigtigt, at du hele tiden får tilføjet nye kompetencer gennem din ansættelse og efteruddannelse, da det er med til at sikre din værdi både på din nuværende og fremtidige arbejdspladser. Og det er vigtigt at skabe en forståelse for dine kompetencer overfor dine kollegaer og din chef, så du kan fremstå som kompetent fagperson og med en klar profil i virksomheden. Overvej løbende dine kompetencer, og hvordan du kan gøre dig selv til en mere attraktiv medarbejder ved at bygge videre på dem og få dem udnyttet i praksis.

Stil dig selv spørgsmål som:
1. Hvilke kompetencer har du, som ville være attraktive i en anden stilling, og hvordan udvikler du mere på dem?
2. Får du tilført nye kompetencer i din ansættelse eller fritid, og har du nogle huller i dine kompetencer, du vil have dækket?
3. Ved du hvilke kompetencer du skulle fremhæve, hvis du skulle søge en anden stilling i morgen?
4. Er du forandringsparat, og ville du kunne varetage helt andre opgaver, end dem du sidder med til hverdag? Har du kompetencer at tilbyde, som du ikke får brugt i din nuværende ansættelse?
5. Hvad er dine største sejre på din nuværende arbejdsplads? Eller igennem hele dit arbejdsliv? Hvilke kompetencer mener du, at de sejre er et udtryk for?
6. Har du andre værdier, som er relevante at fremhæve? Eksempelvis et stort fagligt netværk, som du kan trække på i andre sammenhænge?

Edit page