2. januar 2019

Kære nordjyske medlemmer

Vi vil benytte lejligheden til at ønske jer et rigtig godt og lykkebringende nytår. Vi håber, I er kommet ind i det nye år med manér – det er vi nemlig!

Vi glæder os til at tage hul på 2019 med en masse spændende arrangementer, som I kan få en lille forsmag på her:

Lav indhold til sociale medier, der skaber engagement – 22. jan. 2019
Hvordan engagerer man sin målgruppe på sociale medier? Martin Bylund Larsen, digital indholdsspecialist i kommunikationsafdelingen ved Aalborg Universitet, vil besvare netop dette spørgsmål. I oplægget vil han bl.a. komme omkring storytelling, samspil mellem de forskellige kanaler, videoer etc.

Enneagrammet – kender du typen? – 6. feb. 2019
Bliv klogere på dig selv vha. en persontest samt enneagrammets ni persontyper. At kende sin persontype har store fordele både i teamsamarbejde, på jobbet, i jobsøgningen og i privatlivet.

Succes med influencer-marketing: Besøg v/ webshoppen LykkebyLykke – 13. mar. 2019
Vær med, når vi besøger Janne Lykke i sit nye showroom i Nørresundby. Hun vil ved besøget fortælle om sin rejse fra fysisk butik til webshop samt om webshoppens brug af sociale medier og influencer-marketing. ​


Virksomhedsbesøg: Siemens Gamesa – 2. apr. 2019
Oplev Technical Writer, Esben Keller, i et oplæg om terminologi på tværs hos Siemens Gamesa. Mange systemer og projekter skal forenes efter Siemens Windpower sluttede sig sammen med spanske Gamesa for et år siden. Desuden har vi ansøgt om en guidet tur i vindmølleproduktionen, og i februar vil det vise sig, om turen bliver en realitet.

Målinger: hvilke krav stiller de til fremtidens kommunikation? – 10. apr. 2019
Hvordan ser fremtidens kommunikation egentlig ud? Infomedia vil fortælle os om kommunikationsmålinger, tendenser samt hvilken betydning dette vil have på fremtidens medarbejdere.

Indtag førersædet i dit eget liv! – 30. apr. 2019
Søren Holmgren ved om nogen, hvad det vil sige at indtage førersædet – blandt hans bedrifter: to olympiske guldmedaljer og titlen som IBM’s bedste nye sælger i Europa, Mellemøsten og Asien, og så er han endda blind. Men hvordan håndterer man succes, som er blevet til pres, stress og angst? Hør, hvordan Søren finder balancen mellem arbejdet og privatlivet. 


Kommunikationsarrangement 2019
Sidst men ikke mindst brygger vi på endnu et kommunikationsarrangement, hvor de sidste brikker blot mangler at falde på plads. Dette arrangement vil have fokus på kommunikationsarbejde i bæredygtighedens tegn.

Som altid kan I finde vores arrangementer i KS-kalenderen

Vi glæder os til at se jer til forårets arrangementer!

De bedste nytårshilsner 
Cecilie, Marjorie, Christina, Pernille, Louise og Charlotte.
KS Nordjyllands frivillige bestyrelse

Edit page