Joséphine freelancer for at få tid til yoga

Hvordan får man tid til at undervise i yoga og tage på yogaretreats, når man arbejder med digital kommunikation? En freelancekarriere blev svaret for Joséphine Renard Vagnkjær, der helst vil bestemme over sin egen arbejdstid.

”20 procent af min arbejdstid går med at undervise i yoga.”

Sådan siger Joséphine Renard Vagnkjær, der ikke bare er selvstændig kommunikationskonsulent på fjerde år med speciale i digital kommunikation. Hun er også specialist i yoga. Og yogaen er en af de vigtigste årsager til, at hun har holdt fast i freelancetilværelsen, siden hun sprang ud som freelancer i 2013.

”Hvis jeg vil på et retreat i en uge for at undervise i yoga, så har jeg mulighed for at planlægge det uden at konferere med en chef,” som hun siger det.

”På et tidspunkt havde jeg det sådan, at jeg måske skulle ud og finde en fastansættelse. Men det ville så betyde, at jeg skulle lave alt det der yoga ved siden af et fuldtidsarbejde plus interessetimer. Og det ville betyde, at jeg arbejdede for meget. Så var jeg ude i, om jeg skulle finde en deltidsstilling.

Men så kunne jeg lige så godt være freelancer. For her har jeg meget større selvbestemmelse over min arbejdstid og mit arbejdsliv,” fortæller hun.
Joséphine Renard Vagnkjærs kommunikationsarbejde handler i dag om strategi og indhold til hjemmesider og sociale medier. Noget af det er B2B. Andet er B2C. Meget handler om annoncering og markedsføring. Hun laver også lidt pr-arbejde og holder foredrag om sociale medier.

“Jeg tror ikke, jeg havde tænkt over, at jeg skulle være freelancer”

”Faldt lidt tilfældigt ind i freelancelivet”
Ligesom kommunikationskonsulent Jesper Andersen, som KOM magasinet interviewer på de foregående sider, blev Joséphine Renard Vagnkjær groft sagt freelancer ved et tilfælde.

”Jeg faldt lidt tilfældigt ind i freelancelivet. Det var ikke en aktiv beslutning til at begynde med,” husker hun.

  Foto: Camilla Utke Schiøler

”Jeg havde været på en arbejdsplads, hvor jeg gennem lang tid ikke havde været særligt glad. Jeg fik stress ind på kroppen og oplevede, hvordan det tærede på mit liv. Det var noget, jeg ikke rigtigt fik bearbejdet. På et tidspunkt stod det meget klart for mig, at jeg var nødt til at finde en anden måde at skrue mit arbejdsliv sammen på. Jeg tror ikke, jeg havde tænkt over, at jeg skulle være freelancer. Men så fik jeg nogle freelanceopgaver: En ven af en ven, der lige skulle bruge noget hjælp til markedsføring på Facebook. En anden ven: ’Kan du ikke lige hjælpe med en pressemeddelelse?’. Det nære netværk,” fortæller hun og fortsætter:

”Derefter begyndte det at være lidt længere ude i mit netværk. Det rygtedes, at jeg havde lavet de her ting. Så kom der lidt flere opgaver. Det var først der, det begyndte at gå op for mig, at: Hov, det her kan være måden, jeg laver noget, som, jeg synes, er spændende og gerne vil være en del af. Uden at gå ned med stress over et arbejdsliv, jeg ikke er glad for.”

Da hun skrev en liste over fordele og ulemper ved at være freelancer, stod det klart, hvad hun skulle vælge:

”I sidste ende havde jeg det sådan, at jeg kunne finde løsningerne på alle ulemperne. Og fordelene stod lysende klart for mig.”

Kundekredsen blev større og større. Men Joséphine Renard Vagnkjær holdt fast i sit fokus på yogaen. I 2014 blev hun uddannet som yogalærer og har altså været delvist beskæftiget med yogaundervisning frem til nu.

“Jeg arbejder ikke i weekenderne. Jeg holder fri om aftenen. Jeg tjekker kun mail tre gange om dagen”

Mindre stressende at være freelancer
En anden fordel ved freelancelivet er, at det er mindre stressende end den fuldtidsstilling, hun forlod, forklarer Joséphine Renard Vagnkjær.

”Jeg har helt klart været presset i perioder. Men jeg har ikke været ude i at have stress, som jeg havde før,” siger hun. ”Men det kræver selvdisciplin. Det kræver, at man sætter arbejdsregler op for sig selv, som jeg prøver at efterleve.

Det er ikke altid, det lykkes. Men jeg har nogle helt faste ting: Jeg arbejder ikke i weekenderne. Jeg holder fri om aftenen. Jeg tjekker kun mail tre gange om dagen. Vi skal selv som freelancere opretholde de her regler, når vi ikke har nogen arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant, der kan sige de her ting.”

Er det mindre stressende at være freelancer end fastansat?
”Ja, det synes jeg. Det er det der med, at jeg har været selvbestemmende. At jeg kan sige nej til opgaver.”

Hårdt arbejde
Men det betyder ikke, at det er nemt at være freelancer. På et tidspunkt var der ikke flere opgaver at udføre i Joséphine Renard Vagnkjærs netværk. Og hun fik travlt med at sælge sig selv.

”Det er hårdt arbejde at være freelancer, ligesom det er hårdt arbejde at være fastansat. Det kræver, at man er opsøgende. At man laver en strategi og nogle mål for, hvad man gerne vil. Og som så mange andre i deres arbejdsliv er der gange, hvor jeg tænker: ’Puha, det her er hårdt.’ Jeg mister en kunde. Eller en kunde vender ikke tilbage med flere opgaver. Hvor jeg tænker: ’Det var ellers en god kunde.’ Og pludselig er der ikke flere opgaver. Det er sygt hårdt,” siger hun.

”I dag får jeg mine kunder ved at kontakte dem direkte, ved at placere mig i netværksgrupper og ved at gøre det klart for folk i mit netværk, at jeg kan det her. Og det sidste halve år er jeg faktisk blevet mere og mere engageret på platforme som Worksome og Marketing Capacity. Det er også en måde at få kunder på,” fortæller Joséphine Renard Vagnkjær.

Tema: Freelance
Tekst: Thomas Møller Larsen

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 107, november 2017.