18. januar 2016

Jeg skubber lige til dig

Det danske sprog halter efter de andre indoeuropæiske sprog, fordi dansk grundlæggende mangler nogle høflighedsformler, skriver Ulla Gjedde i denne udgave af Mellem linjerne.

"Jeg skubber lige til dig". Hvor ofte har man ikke hørt det udsagn, også fra vildt fremmede mennesker, der vil forbi én.

Orker vi danskere ikke at være høflige? Er det for besværligt at gå og tænke på, om det, man siger eller gør, er rart for andre og falder i god jord? Og er det egentlig hyklerisk/løgnagtigt/tåbeligt at rose maden/holde døre/konversere/præsentere folk for hinanden og alt det løse? Er det en perverteret samværsform, der bunder i et forældet, borgerligt dannelsesideal? Er det ikke meget mere ærligt og rigtigt at prutte, når man har lyst, kun tale med folk, man synes om, lade folk åbne døren selv og være 100 procent autentisk? Hvor går grænsen mellem at være ærlig og uforskammet?

Kim Fupz Åkeson, en skattet børneforfatter, har blandt andet skrevet historien om Svend Bendt, der skal på Lyveskole, fordi han er uartig. Han nægter nemlig at sige til faster, at hendes kålroulader smager vidunderligt, når han nu faktisk synes, at de smager af "prut og bæ". Men efter grundig træning i skolen, hvor alle børnene skal ”se på det røde æble og sige højt og tydeligt ”Ammenam for et grønt æble”, bliver han med tiden så dygtig, at han til forældrenes og fasters udelte begejstring bliver i stand til at sige: ”Det smager vel nok dejligt, faster”. Moralen er, at Svend Bendt er blevet socialiseret, han har lært at lyve. At være høflig er at lyve.

Det er en grundlæggende holdning hos mange danskere, at det at være høflig er lidt falsk, på grænsen til at lyve.

Det er en grundlæggende holdning hos mange danskere, at det at være høflig er lidt falsk, på grænsen til at lyve. Derfor anser man det for mere positivt at være ”ærlig”, ”naturlig” og oprigtig. Men ifølge den tyske mentalitetshistoriker Werner Zillig, som i en artikel har beskrevet høflighed fra takt- og tone-begrebets fødsel til i dag, er det en typisk post-68-holdning.

I det nye årtusind er høflighed og takt blevet erstattet af ”social intelligens”, som er blevet en videnskabelig kategori for sig og en videreudvikling af Howard Gardners syv intelligensbegreber. ”Social intelligens” er da også titlen på Daniel Golemans bog fra 2006, som opererer i spændingsfeltet mellem hjernefysiologi, pædagogik og socialpsykologi.

Social intelligens handler ikke om takt og tone-regler, som man bør lære for at kunne begå sig, men om bevidsthed, man kan udvikle, et talent, man kan opdyrke i samværet med andre mennesker, vel at mærke hvis man er i stand til at knække koderne til de andres adfærd. Og knække koderne kan man typisk med folk, hvis koder man selv er en del af. Med andre ord: Danskere har nemt ved at forstå andre etniske danskere, hvornår vi er gemytlige, ironiske, velmenende, rare og så videre.

Langt sværere er det, når man skal knække de kulturelle koder hos mennesker, der ikke er opvokset med den danske lighedskultur. For hvad nu hvis der i den ene kultur er almindelig konsensus om, at døre er noget, man selv åbner, mens man i en anden kultur kun er et ordentligt menneske, hvis man åbner og holder døre? Og hvis det er et plusord at være ”naturlig og ligefrem” i den ene kultur, men en herlig ting at være ”kultiveret og mådeholden” i den anden? Så er det jo slet ikke nemt, men det er der heller ingen, der har sagt, at det ville være.

Sandt er det, at man sagtens kan kommunikere uden at pakke tingene ind, men høflighed er et godt sprogligt smøringsmiddel i den daglige kommunikation ...

Når vi taler om høflighed, taler vi oftest om sprog. Sproget er vores primære kommunikationsmiddel, og her er det min påstand, at det danske sprog halter efter de andre indoeuropæiske sprog, fordi dansk grundlæggende mangler nogle høflighedsformler, der er indbyggede i sprog i de kulturer, vi plejer at sammenligne os med. Her tænker jeg for eksempel på tysk, engelsk, fransk, spansk: bitte, please, s'il vous plaît, por favor.

Der er undersøgelser, der underbygger påstanden. For eksempel har professor i dansk sprog og litteratur Elin Fredsted båndet en række samtaler på danske turistkontorer mellem danske ansatte og tyske turister. Disse samtaler afslører, hvordan danskerne kommer til kort. Ikke fordi vi ikke er perfekte til tysk. Men fordi vi mangler et sprogligt høflighedsberedskab også på dansk. Når for eksempel en tysk turist brokkede sig over, at køleskabet var brudt sammen i det sommerhus, han havde lejet, så var danskerens reaktion: "Ja, das war nicht so gut". Hvorefter hun smilede. Begge dele havde fået tyskeren op i det røde felt. På grund af hendes kluntede udsagn mistolkede han hendes forsøg på at vise deltagelse i situationen.

Den franske filosof Michel Lacroix siger om høflighed: ”Det paradoksale ved høflighed er, at det på én gang er uvæsentligt og fundamentalt”. Sandt er det, at man sagtens kan kommunikere uden at pakke tingene ind, men høflighed er et godt sprogligt smøringsmiddel i den daglige kommunikation, både blandt etniske danskere og andre mennesker på denne planet.

Prøv at oversætte "Jeg skubber lige til dig" til forskellige sprog: "I push you a little bit", "Je vous pousse un peu" og så videre. Så ser man pludselig det udsagn med andre øjne.

Tekst: Ulla Gjedde

Artiklen er oprindeligt bragt i KOM magasinet nummer 92, december 2015.