2. november 2016

Jeg får nok aldrig det rigtige svar på, hvorfor jeg blev sagt op

KS-medlem blev sagt op efter flere års ansættelse i en af de store danske kommuner. Forud var gået et forløb, som gør det vanskeligt at vide, hvad den præcise begrundelse for opsigelsen var. Det sker ikke sjældent, at man som opsagt står tilbage med den følelse.

8 måneders fritstilling med løn, en ekstra godtgørelse, et beløb til efteruddannelse plus feriepengene. Det var, hvad et KS-medlem kunne få forhandlet på plads, sammen med en juridisk konsulent fra KS efter tre års ansættelse i en af de større danske kommuner.

Det lyder af en meget flot fratrædelsesordning og det er det også. Lederens begrundelse for opsigelsen var arbejdsmangel. Det måtte kommunen imidlertid indrømme ikke holdt.

- Min oplevelse er, at det har været et meget uforståeligt forløb, som betyder, at jeg i dag står tilbage og egentlig ikke ved, hvorfor jeg skulle fyres, fortæller medlemmet, der er 37 år.

I januar i år fik hun en bonus for ekstraordinær indsats, men senere på måneden var hun nødt til at sygemelde sig med stress.

- Det varede i 10 uger og jeg havde en god dialog med min leder hele vejen igennem. Jeg begyndte at arbejde igen omkring påske, fik koblet en stresscoach på og vi havde en plan for, i hvilken takt jeg skulle op på fuld tid igen. Jeg ville gerne have mine arbejdsopgaver tilbage, men løb ind i en reorganiseringsproces på arbejdspladsen. Den brugte chefen som begrundelse for at holde opgaverne tilbage.

- Det lykkedes mig aldrig at få mine opgaver tilbage og jeg fik også at vide, at jeg ikke skulle søge de job, kommunen slog op, for dem ville jeg ikke få alligevel, siger hun.

Det var min rolle at være ærlig
Medlemmet var arbejdsmiljørepræsentant på sin arbejdsplads og havde derfor en særlig beskyttelse, da fyringen kom i september. Det er blandt andet derfor hendes fratrædelsesaftale er blevet så god.

- Jeg havde nogle møder med min chef om, hvordan reorganiseringen påvirkede arbejdsmiljøet. Det var jo min rolle at være ærlig og tale på kollegernes vegne og jeg ved ikke, om det blev en del af problemet. Men tilbage står jeg med en følelse af, at jeg aldrig får det rigtige svar på, hvorfor jeg skulle fyres. Der var jo egentlig ikke tale om arbejdsmangel, mere om, at der ikke var en vilje til at give mig mine opgaver tilbage, siger hun.

Den følelse af ikke at forstå opsigelsen deler medlemmet med mange, der har prøvet at blive fyret.

- Men nu har jeg fokus på at komme videre og på at få det bedste ud af det, slutter hun.

Den særlige beskyttelse
Det er netop i forbindelse med situationer som den, dette medlem kom i, at det betyder noget, at man er beskyttet som arbejdsmiljørepræsentant. Beskyttelsen betyder ikke, at man ikke kan fyres, men den giver en ekstra godtgørelse og dermed en bedre fratrædelsesaftale.

I KS holder vi løbende kurser for tillidsvalgte, blandt andet i, hvordan man forholder sig som tillidsvalgt og hvad den særlige beskyttelse betyder.
I næste uges nyhedsbrev kan du læse om, hvordan du er beskyttet, hvis du påtager dig et tillidshverv på din arbejdsplads.