5. februar 2020

Influencer tiltalt for at bryde markedsføringsloven

/files/assets/news/influence-credits.jpg

For første gang bliver en influencer hevet i retten for at have lavet opslag på sociale medier, uden at gøre opmærksom på, at der var tale om reklame.

En populær dansk influencer er blevet tiltalt for at lave skjult reklame på de sociale medier. Tiltalen fra Københavns Vestegns Politi kommer efter at Forbrugerombudsmanden i sensommeren undersøgte 37 konkrete influenceres kommercielle opslag på sociale medier og tog stikprøver fra en række profiler med over 100.000 følgere. Den nu tiltalte influencer er blandt de 37, der blev undersøgt.

Det er markedsføringslovens paragraffer om skjult reklame og markedsføring rettet mod børn og unge, der danner baggrund for tiltalen, som rummer ni anklagepunkter, hvor den populære influencer ifølge anklagemyndigheden skal have gjort sig skyldig i flere tilfælde af skjult reklame.

Tre andre influencere er også politianmeldt af Forbrugerombudsmanden, men her har anklagemyndigheden endnu ikke besluttet, om der skal rejses tiltale.

Det er første gang, at der rejses tiltale i en sag, hvor en privatperson, der udelukkende er kendt fra sociale medier, er blevet politianmeldt for skjult reklame.

Skjult reklame er forbudt ifølge markedsføringslovens paragraf 6, stk. 4.
Som brugere af de sociale medier skal vi tydeligt kunne se, hvornår en omtale er reklame. Hvis der er kommercielle interesser bag en omtale, skal det oplyses klart, så det er tydeligt for følgerne og alle andre. Det gælder, uanset på hvilket medie reklamen bliver vist, for eksempel i trykte medier, som aviser og blade, eller på internettet, og uanset hvem reklamen retter sig til.

Hvis du arbejder med influencer-kommunikation kan du læse 20 gode råd fra Forbrugerombudsmanden om skjult reklame her

Edit page