Hvad har Corona med offentlige overenskomstforhandlinger at gøre?
Rigtig meget – desværre! Fra de helt store linjer til det meget lavpraktiske.
Lad mig starte med det sidste: Lige nu taler vi med arbejdsgiverne om, hvordan vi i det hele taget skal afvikle overenskomstforhandlingerne, når det ser ud til, at afstandskrav, forsamlingsforbud med videre også vil være gældende, når vi begynder forhandlingerne. Joh, meget kan klares på digitale møder, som vi alle vist, om ikke har vænnet os til, så i hvert fald har lært at benytte. Og med udmærket resultat.
Men overenskomstforhandlingerne er også præget af, at mange mennesker samles, og at de sidste knaster høvles af i fortættede forhandlingsforløb, som sagtens kan tage mere end et døgn, hvor der hele tiden skal justeres mandater, vurderes nye landingsbaner og så videre. Det er hér, vi plejer at sidde i mødelokaler med stadig tættere (og nogle gange ildelugtende) luft, og hvor nogle i pauserne tager sig en tiltrængt skraber under mødebordene.
Hvordan omsætter vi lige dét til en tid med restriktioner og sundhedsmæssige hensyn, som vi naturligvis også skal iagttage? Det er en fælles udfordring, som vi skal have løst. For jeg tror, at det er afgørende for, at vi kan nå hinanden, at vi mødes fysisk. Vi skal næppe leje KB Hallen, men vi får i hvert fald behov for mere plads, end vi er vant til. Og også derfor er der grund til både at håbe på og regne med, at vi ikke skal en tur omkring Forligsinstitutionens trange lokaler som ved OK18……..!
Og så er der det med de helt store linjer. Det er dét, vi i overenskomstlingo plejer at kalde rammen. Eller sagt på almindeligt dansk: Hvor mange penge, der er at forhandle om. Det står ikke skrevet på et stykke papir, når man går ind i forhandlingslokalet første gang. Det er naturligvis også et forhandlingsspørgsmål. Men der er alligevel en logik. Den går i al sin enkelthed ud på, at dét, man forventer, vil være lønudviklingen i den private sektor svarer nogenlunde til rammen for de offentlige overenskomstforhandlinger. Forventer man store lønstigninger i det private, er der – alt andet lige – også flere penge at forhandle om i det offentlige. Og vice versa. Jeg skal ikke lægge skjul på, at i starten af året havde jeg – baseret på de private overenskomstforlig – sat næsen op efter en ramme på op mod 9 % for en treårig periode. Det bliver der ikke tale om nu. Hvor stor den bliver, tør jeg ikke spå om – også fordi der kan nå at ske meget i den private sektor og med lønudviklingen dér, inden vi skal slutte forhandlingerne.
Men jeg kan love, at KS og de andre organisationer vil gå til forhandlingerne med krav om, at reallønnen skal sikres i overenskomstperioden og meget gerne udbygges. Også selvom vi altså ikke kommer uden om at skulle nedjustere forventningerne til, hvor mange penge der er alt i alt.
Og så er der naturligvis alt det imellem det lavpraktiske og de store linjer. Områder, som fortjener et servicetjek og nye initiativer. De indgår også i det, vi går til arbejdsgiverne med. Et af disse er erfaringerne med hjemmearbejde, som jo på godt og ondt har været en del af arbejdslivet siden marts. Det ville være mærkeligt, hvis vi ikke benyttede disse erfaringer til at støtte op om de gode erfaringer og prøve at imødegå de dårlige. For eksempel en større fleksibilitet i forhold til hjemmearbejde (generelt eller i forbindelse med det øgede behov for i perioder at kunne være hjemme med børnene), men samtidig også sikre en dialog mellem leder og medarbejder – også selvom man arbejder hjemme.
Alt i alt tegner overenskomstforhandlingerne, som du kan læse mere om andetsteds i dette nyhedsbrev, til at blive på flere måder vanskelige. Men på ingen måder umulige. Jeg glæder mig derfor til – fysisk og virtuelt – at kæmpe for dine vilkår som offentligt ansat.
Per Lindegaard Hjorth
Formand for Kommunikation og Sprog