18. marts 2020

Hvad er arbejdsomlægning og arbejdsfordeling?

/files/assets/news/brug-0-credits.jpg

I takt med den forværrede coronasituation er der behov for en høj grad af fleksibilitet i forhold til tilrettelæggelsen af arbejdet på de enkelte arbejdspladser. Det betyder, at arbejdsgiverne, særligt i den offentlige sektor, begynder at sætte ind med planer om at omlægge arbejdsvilkår. 

Som konsekvens vil man som medarbejder kunne få at vide, at man skal løse andre arbejdsopgaver end dem, man er vant til, også uden for sit sædvanlige overenskomstområde, især i sundhedssektoren.

Det vil samtidig betyde, at de sædvanlige varslingsregler for afspadsering/flex/ferie forventes at blive sat ud af spil. Både i regioner og kommuner er man allerede godt i gang med at indgå lokale aftaler i samarbejde med tillidsrepræsentanterne om eventuelle ændringer af arbejdsopgaver, afholdelse af restferie og flex.

KS følger udviklingen tæt og er blandt andet i virtuel dialog med Akademikerne. Indtrykket er, at der er stor lydhørhed fra de offentlige arbejdsgiveres side over for organisationernes synspunkter under forudsætning af, at vi bidrager konstruktivt til fælles løsninger.

Det er derfor KS’ anbefaling, at man strækker sig så vidt som muligt for at løse de nødvendige arbejdsopgaver. Man bliver på sin sædvanlige  overenskomst med uændret løn. De spørgsmål, der måtte opstå om overarbejdsbetaling med videre må afklares, når situationen igen er normal.

Se i øvrigt den Fælleserklæring, der er indgået på det regionale område. En lignende forventes indgået på det kommunale område og i staten.

Arbejdsfordeling
I den private sektor er arbejdsgiverne blandt andet begyndt at indgå aftaler om arbejdsfordeling for at kunne holde på deres medarbejdere.

Arbejdsfordeling bygger på en aftale mellem lønmodtagerne på den ene side og arbejdsgiverene på den anden side om, at arbejdstiden i en midlertidig periode nedsættes for at undgå fyringer. Nogle overenskomster giver allerede ret til at indgå sådanne aftaler, og i andre tilfælde må det aftales kollektivt på arbejdspladsen.

Hvis man  på en arbejdsplads er enige om en arbejdsfordeling og ønsker dagpenge, skal arbejdsfordelingen anmeldes til jobcenteret. Jobcenteret registrerer medarbejderne og underretter deres a-kasser om, hvilke medarbejdere der er på fordeling. Herefter vurderer  a-kasserne, om medarbejderne er berettigede til supplerende dagpenge.

Hvis der er indgået aftale om arbejdsfordeling, må arbejdsgiveren ikke afskedige medarbejdere på grund af arbejdsmangel enten i hele virksomheden eller i den afdeling, som arbejdsfordelingen omfatter. Aftalen ophører, hvis der opsiges mere end tre medarbejdere, som er omfattet af arbejdsfordelingen.

Kontakt KS her for rådgivning om regler og rettigheder, og få sparring om fleksible løsninger.

Edit page