Hjælp til børnefamilierne

10. september 2020

For mange er coronasituationen - uanset hvor man bor i landet - stadig en udfordring, hvis børnene ikke er helt friske. Her kan du læse om reglerne. KS-formand Per Lindegaard Hjorth har skrevet til beskæftigelsesministeren og foreslået, at forældre skal kunne holde fri med løn eller sygedagpenge.

Dels i forhold til, hvordan man skal forholde sig til skole og daginstitution, men selvfølgelig også i forhold til, hvad man er forpligtet til i forhold til sin arbejdsplads. Der er forskellige regler afhængig af, om man er privatansat eller offentligt ansat.
Som privatansat skal man som udgangspunkt have en kontrakt, hvor der står, at man har ret til barns 1. og/eller 2. sygedag, hvis man skal blive hjemme i den anledning. Det er ikke automatisk en ret.

Som offentligt ansat kan du få fri med løn til at passe dit mindreårige (under 18 år) hjemmeboende barn på barnets 1. og 2. sygedag, hvis forholdene på arbejdspladsen tillader det.

I tilfælde af at sygdommen strækker sig længere end to sygedage, opfordrer de offentlige arbejdsgivere til, at medarbejderen sammen med ledelsen prøver at finde en løsning ved at aftale hjemmearbejde, afspadsering, brug af omsorgsdage eller afvikling af ferie.

Hvis du ikke har mere frihed tilbage, og hjemmearbejde ikke er en mulighed på din arbejdsplads, risikerer du at blive nødt til at blive hjemme uden løn. Dette er en urimelig situation efter KS’ opfattelse, og KS’ formand har derfor opfordret beskæftigelsesministeren til at tage skridt til at sikre større økonomisk tryghed for børnefamilierne ved at give forældre adgang til at holde fri med løn eller sygedagpenge, når de passer syge børn.

Børn bliver sendt hjem ved det mindste tegn på sygdom
KS-formand Per Lindegaard Hjorth har i et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard opfordret til, at forældre skal kunne holde fri med løn eller sygedagpenge, hvis de skal passe syge børn som følge af kommunernes skærpede krav til børnenes helbredstilstand, kunne skabe større tryghed.

Formanden skriver blandt andet i brevet – som der endnu ikke er kommet svar på:
”Den gradvise genåbning af landet har heldigvis også betydet, at vi er vendt tilbage til arbejdspladserne, selv om det ikke på helt samme måde som før. Der er vores indtryk, at mange har udvist stor ansvarlighed og fundet kreative løsninger for en sikker tilbagevenden med stor opbakning til myndighedernes skærpede retningslinjer.

Kommunernes skærpede coronakrav om at holde børnene hjemme i forbindelse med sygdom volder imidlertid problemer blandt børnefamilierne, som forventer at opbruge deres kvoter af frihed og goodwill hos arbejdsgiverne. Vi medgiver, at regeringens hjælpepakke betyder en vis økonomisk sikring af covidberørte børnefamilier, men i virkelighedens verden bliver børnene sendt hjem ved de mindste tegn på forkølelse eller andre symptomer, som af lægen ikke nødvendigvis må formodes at pege i retning af coronasmitte, hvilket denne historie fra et af vores medlemmer, der har to små drenge, illustrerer.

”Drengene går i vuggestue og børnehave, og på det seneste har vi haft dem begge hjemme på skift, hvor de ingen af gangene reelt har været syge. Den store hostede lidt og skulle coronatestes for at komme i institution. Det betød, at vi måtte holde ham hjemme i tre dage. Den mindste havde grønt snot og blev sendt hjem en torsdag. Det fortog sig hurtigt og var helt ok fredag, men på grund af reglerne om, at børnene skal have 48 timer, hvor de er raske, før de kan komme i institution, måtte vi holde ham hjemme fredag. Det blev så kun to dage i alt, fordi der kom en weekend, men ellers havde det også været tre dage”.

Vores medlem er så privilegeret at have to børns sygedage på jobbet og har brugt det begge gange. Men da den store skulle være hjemme den tredje dag, måtte hun arbejde på et andet tidspunkt. Vores medlem siger endvidere: ”Jeg bakker helt op om retningslinjerne, men barnets to første sygedage rækker ikke under de omstændigheder. Og allerede nu, kan jeg ikke se mig ud af efteråret og vinteren. Vi kan risikere at drengene dårligt nok komme i institution, før de skal hjemsendes igen. Jeg er glad for at have en fleksibel arbejdsplads, men det har alle jo ikke, så jeg synes man i denne ekstraordinære situation skal finde en løsning, hvor man giver forældre mulighed for at være hjemme flere dage med syge børn. Det behøver ikke være på fuld løn, men man kunne for eksempel kigge til Sverige, hvor man har ret til et større antal dage årligt”.

Et forslag om, at forældre skal kunne holde fri med løn eller sygedagpenge, hvis de skal passe syge børn som følge af kommunernes skærpede krav til børnenes helbredstilstand, kunne skabe større tryghed, og vi opfordrer derfor regeringen til at tage skridt til at skabe den nødvendige økonomiske tryghed for børnefamilierne, så forældrene kan passe syge børn uden at skulle bekymre sig om økonomien holder."