11. september 2019

Her gælder Søren Pind reglen ikke

/files/assets/news/jon-tyson-credits.jpg

Søren Pind reglen gælder ikke, når du har to job på hånden. Du skal tænke på dig selv og vælge det job du helst vil have. Også selvom du har sagt ja til det første. Men det kan godt komme til at koste en lille smule.

I Mads og Monopolet har de en regel som de kalder ’Søren Pind reglen’. Den går ud på, at hvis man har sagt ja til en invitation, så er det den man skal holde fast i, uanset hvor meget bedre, mere spændende eller vigtig invitation nr 2 er.

Gælder den regel også, når du som jobsøger endelig har landet et job og skrevet under på en ansættelseskontrakt.? Inden du når at starte i stillingen, får du tilbudt drømmejobbet. Og hvad nu? Kan du tillade dig at springe fra, selvom du har sagt ja og måske også allerede har skrevet under på en kontrakt?
Spørgsmålet dukker ofte op i KS’ medlemsrådgivning. Her må vi sige, at en aftale jo er en aftale, og rent juridisk er du forpligtet til at møde op på jobbet, sådan som det er aftalt i kontrakten. Bliver du væk, har virksomheden som minimum krav på en kompensation svarende til en halv måneds løn, og hvis deres rekrutteringsudgifter overstiger den halve løn, kan de også kræve erstatning for dem.

Det går dog sjældent så galt. I KS har vi aldrig oplevet, at en virksomhed har krævet erstatning i den situation.

Både du og virksomheden har en fælles interesse i, at matchet mellem dig og jobbet er så optimalt som muligt, så du kan bidrage med en topmotiveret og engageret indsats i det nye job.

Så selvom du måske finder det svært ikke at holde ord, så er begge parter bedst tjent med, at du melder klart ud og forklarer situationen, som den er.

Edit page