4. oktober 2016

Har sprogfagene værdi?

Der var lagt op til en hed debat på KU kølvandet på lukningen og sammenlægningen af en række mindre kultur- og sprogfag, med sprogforkæmpere på den ene side, onde politikere på den anden side og herimellem en stor flok studerende, der var klar til at spidde politikerne med kritiske spørgsmål. ,

Tekst / Drude Rekdal Obel

Alumneforeningerne for fransk, italiensk, spansk og tysk havde inviteret til debatarrangement om sprogfagenes værdi på Københavns Universitet Amager den 28. september.

Jeg troede, jeg skulle overvære en hed paneldebat, da jeg gik ind i auditoriet, hvor studerende delte flyers ud med invitation til demonstration mod nedskæringer. Realiteten blev en anden.

Fem oplægsholdere og tre politikere deltog i arrangementet om sprogfagenes værdi sammen med et næsten fyldt auditorium af forventningsfulde sprogstuderende, undervisere og andre sproginteresserede.

De fem oplægsholdere var lektorer fra KU og personer fra ”den virkelige verden”, der enten arbejder med sprog eller bruger deres sprogkompetencer i deres arbejde.  Oplægsholderne indledte arrangementet med at fortælle om deres syn på hvorfor sprogfagene er så værdifulde, som de er. Argumenterne var mange og både af personlig, samfundsfaglig og erhvervsmæssig karakter.

Irma Kobæk, formand for spansklærerforeningen og lektor ved Roskilde Katedralskole argumenterede, at unge i gymnasierne ikke bare lærer et andet sprog, men også en anden kultur. De får altså et indblik i en fremmed og anderledes kultur og i forlængelse heraf  lærer de også at reflektere over sig selv og den kultur, de er vokset op i. Det resulterer i dannelse.

I erhvervslivet skaber sprogfagene også værdi. Ikke en værdi, der kan aflæses i regnearkene, men eksemplerne er alligevel talrige. Camilla Christensen, European Buyer hos PPG Industries, fortalte, hvordan hun har brugt og bruger sine sprogkompetencer til at undgå, at der opstår afgørende misforståelser og til at skabe tillid til handelspartnere i hele verden, da disse ofte ikke taler engelsk. Dertil fortalte Carina Graversen, tolk og translatør i italiensk, om vigtigheden af nøjagtige oversættelser i retssager. Hun fremhævede i den forbindelse sagen om social dumping, hvor udenlandske metroarbejdere ikke fik den nødvendige hjælp, fordi de simpelthen ikke forstod, hvilken hjælp de kunne få.

Flere af oplægsholderne kom derudover ind på, hvordan kendskabet til sprog kan være afgørende for tilgangen til viden fra andre lande. Dels kan der ske et tab af nuancer, når tekster oversættes fra et sprog til et andet. Dels risikerer man, at højere magter kan manipulere med informationer, hvis der ikke er sprogkyndige med adgang til oprindelige tekster, der kan spotte hvilke informationer, der udelades i oversættelser.

Gennem oplæggene blev der givet forslag til, hvordan sprogfagene skal reddes. Der blev både talt om, hvordan man skal skabe interesse for sprogfagene allerede i folkeskolen og op gennem uddannelsestrinene, og derudover blev der argumenteret for et samarbejde på tværs af uddannelsesinstitutioner i stedet for at opfordre til den konkurrence, man ser nu. Til sidst blev der også, gennem alle oplæggene, refereret til en sprogstrategi, som skal sikre tilstedeværelse og kvalitet af de forskellige sprogfag.

Efter pausen, hvor der blev budt på snacks og drikke fra de forskellige sprogområder, fik de fremmødte politikere, Mette Reissmann (S), Henrik Dahl (LA) og Jacob Mark (SF), hver fem minutter til at fortælle, hvad deres syn på debatten var.

Mette Reissmann var den første politiker på talerstolen. Ligesom de følgende to blev hun meget inspireret af oplæggene, som sprogfagenes repræsentanter havde holdt – hendes hjerte var vundet. Der var dog en hage. Den varmt omtalte sprogstrategi havde hun aldrig set. Hvornår kom den? Hun ville personligt læse den med omhu, da hun frygtede, at den blot var et plaster på såret. Et plaster på såret er ikke nok, når vi står overfor at miste en masse viden i kraft af lukningerne.

Henrik Dahl fulgte efter med en kærlighedserklæring til de humanistiske og sproglige fag. Han satte dog spørgsmålstegn ved, hvor pengene skulle tages fra. De gamle damer? Børnene? Eller måske de overadministrerede universiteter.

Som den yngste oplægsholder, der selv sidder midt i uddannelsessystemet, lykkedes det Jacob Mark, som den eneste, at modtage en klapsalve fra tilhørerne. Han var da også den eneste, der kom med et konkrete forslag til, hvordan sprogene skulle styrkes i Danmark. Heriblandt pegede han også på at styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner.

Trods lidt forskellige tilgange fra politikernes side stod det klart, at de var rørende enige med både hinanden og de fem oplægsholdere – sprogfagene har værdi!

Men hvad er så problemet?
Sådan lød spørgsmålet fra institutleder Jørn Boisen. Hvis Jakob Engel-Schmidt (V) havde været der, kunne han måske have givet et svar. Men på trods af at hans navn stod på et skilt ved siden af de andre politikeres, var dette ikke tilfældet. I stedet måtte de tre fremmødte politikere stå til ansvar for de kritiske spørgsmål.

Den efterfølgende diskussion handlede – ikke overraskende – i høj grad om økonomi. Nedskæringer, omprioriteringer og afbureaukratisering.

Henrik Dahl nævnte flere gange, at han er stor fortaler for afbureaukratisering af universiteterne. Universiteterne bør blot få en sum penge, og derfra er det dem, der har ansvar for at fordele pengene mest hensigtsmæssigt. Dette synspunkt virkede provokerende på både Mette Reissmann og Jacob Mark. De kunne begge følge, hvordan universiteterne blev tvunget til at lukke de mindst rentable uddannelser, når der blev skåret så meget i deres bevillinger. Især Jacob Mark argumenterede for, at staten bør have ansvar for at hjælpe med at uddannelserne svarer til, hvad samfundet har behov for, og at en værdifuld viden bliver bevaret.

Som det ofte er tilfældet i en politisk debat, er der mange ord, mange gentagelser, og det er svært ikke at kaste med lidt mudder og mundhugges. Dette var også tilfældet i denne debat, hvor emner som topskattelettelser og SU-nedskæringer figurerede som indskudte bemærkninger i argumenterne.

Om det skyldtes Henrik Dahls argumenter på dagen, hans virke som medlem af et støtteparti til regeringen eller en blanding, må forblive usagt. I den afsluttende debat, hvor der blev åbnet for spørgsmål fra publikum, var der i hvert fald op til flere spørgsmål henvendt direkte til ham. Gentagne gange lagde han ansvaret fra sig og pegede på en komplet afbureaukratisering af universiteterne.

Da debatten for alvor skulle til at gå i gang, var tiden gået, og den nåede desværre ikke meget længere. De sidste spørgsmål fra salen blev ignoreret til fordel for Jørn Boisens afsluttende forslag:

- Afbureaukratisering er ikke en mulighed. Halver optaget og fordobl taxameteret. Det er udgiftsneutralt og vil sikre en bedre uddannelse. Bare tænk over det.