6. august 2013

Har du haft arbejdet med på ferie?

 Har du holdt fri i din ferie? Altså, sådan rigtig fri? Eller har du liiige tjekket dine arbejdsmails?
Måske kan din arbejdsplads godt lige ringe på mobilen, selvom du har ferie?
Hvis du har, så ligner du flere og flere danskere.
Hver tredje af os tjekker arbejdsmailen i løbet af ferien. Og der er ingen forskel på, om vi er privat eller offentligt ansatte, viser en frisk undersøgelse fra denne sommer. De offentligt ansatte er flittigere til at læse rapporter og fagbøger, som er relevante for arbejdet. Det gør 18 procent af de offentligt ansatte, mens det kun er syv procent af de privatansatte. Til gengæld er 35 procent af de privatansatte til rådighed på mobilen i ferien mod 13 procent af de offentligt ansatte.
Begge medarbejdertyper overgås dog af de selvstændige, der i stor stil knokler i ferien.
Bo Netterstrøm, der er stressekspert og seniorforsker på Bispebjerg Hospital i København, minder om, hvorfor det er vi holder ferie:

- Noget af det, ferien gør, når du kobler helt af, er, at du får brugt andre dele af hjernen, og det har hjernen godt af. Så formålet med ferien bliver spoleret, siger han.

Den nye formand for hovedorganisationen Akademikerne, Ingrid Stage, er bekymret over udviklingen.
- Vi har et stigende problem inden for vores medlemsgruppe, videnarbejdere, med at få adskilt arbejde og andet liv, og det er noget, vi har stærkt fokus på. Videnarbejdere, der har et fleksibelt arbejde og en stor del selvledelse, skal huske at koble af. Ellers bliver presset for stort, og vi får alt for mange, der går ned med stress," siger hun.

Har du tjekket mails eller været i kontakt med din arbejdsplads i ferien? Er det noget chefen forventer eller er det noget du gør af dig selv? Er det ok at gøre det?

Skriv meget gerne om dine erfaringer i kommentarfeltet, så samler vi op på det i et efter-ferie-nyhedsbrev i næste uge.