[Indsæt her en video med en trompetfanfare og et eksploderende konfettirør for dit indre øje]. Giv den endelig gas med omfanget af konfetti - det er til ære for dig. Dig, der har svaret på vores tilfredshedsundersøgelse for nylig.
Det er så værdifuldt for os. Besvarelserne giver os blik for, hvad I elsker, hvad I er ligeglade med, og hvad I vil have mere af. Det gør, at vi kan løfte os op, gøre tingene bedre eller anderledes, stoppe med dét der ikke giver værdi og få mod til at prøve noget nyt. Så af hjertet tak.
Personligt har jeg dykket ned i kommentarerne til spørgsmålet: Forestil dig, at du er forperson for Kommunikation og Sprog. Hvad er det første, du vil gøre for medlemmerne?
Og jeg har fået input om stort og småt i forhold til, hvad jeg som forperson kan gøre på KS’ernes vegne.
Alt fra at ændre layout på nyhedsbreve, formidle fordelene ved at være medlem bedre, sænke kontingentprisen, ringe til medlemmerne, skabe mere specifik værdi for specifikke medlemstyper (mere barsel til mænd, bedre forhold for seniorerne, relevant opkvalificering og efteruddannelse…) Der er nok at gå i gang med. Nogle er endda også så søde at skrive: fortsætte det gode arbejde. Ekstra tak for det.
Især en ting ønsker I jer mere af. Rigtig mange har kommenteret på den fagpolitiske interessevaretagelse og en synliggørelse af KS-fagområdernes værdiskabelse. Som kommunikatør, sproguddannet eller humanist generelt oplever man – alt for – ofte, at der er manglende anerkendelse og forståelse for faglighedernes vigtighed, at humaniora beskrives som mindre nødvendigt end STEM og SAMF, at… etc. etc. – det behøver sådan set ikke gentagelse.
En af de ting, jeg lovede at arbejde for, da jeg stillede op som forperson, var et fokus på ekstern profilering af KS, faglig interessevaretagelse og formidling af perspektiver på medlemmernes faglighed. Det har vi gjort rigtig meget godt af (synes jeg), men der kunne sagtens gøres mere, og måske skal det gøres endnu mere tydeligt.
Find fagligt rygstød i KS
Vi gør det bedste, vi kan for at stå på mål for faget, men det er også noget af en opgave. En opgave som vi godt kunne bruge flere muskler til. Når vi enten proaktivt eller reaktivt udtaler os omkring faget, samler vi diverse indlæg her, så har man brug for et fagligt rygstød, kan man forhåbentlig finde lidt faglig solidaritet og stolthed på siden.
Man kan også finde mere om vores holdning til forskellige fagpolitiske temaer, som man er velkommen til at hapse fra, hvis man vil udtale sig på fagets vegne.
En anden markant ting, jeg faldt over i jeres kommentarer, var en stor interesse for, at jeg er mere i dialog med medlemmerne, enten ved besøg rundt i landet, debat eller rundbordsarrangementer, efterspørgsel af input fra medlemmerne løbende. Det er noteret!
Og opfordringen – som jeg også er kommet med før – skal derfor selvfølgelig med igen: man er altså altid velkommen til at skrive, ringe eller komme forbi til en kop kaffe – det har flere medlemmer været, siden jeg blev forperson (og titlen kommer jeg altså til at holde fast i, selv om den ikke behager alles ører). Min email er som altid; chn@kommunikationogsprog.dk.
Det har været en fornøjelse at læse kommentarerne, og jeg vil bestræbe mig på fortsat at gøre det bedste jeg kan for KS.
Og til det medlem, der håber, at vi vil servere flere flæskestegssandwiches, lover jeg at beskeden skal blive givet videre til de flittige kræfter, der står for at planlægge arrangementer.
Velbekomme!