8. maj 2016

Min første fuckfinger - og omgangstonen på Facebook

Jeg forsøger efter bedste evne at opføre mig ordentligt i det offentlige rum. Jeg rejser mig op for gravide eller gangbesværede, hvis jeg en sjælden gang tager bussen, jeg råber ikke efter andre cyklister på cykelstien, jeg dytter kun engang imellem.

Faktisk mindes jeg kun én gang at have givet en bilist fuckfingeren. Det skete en sen fredag eftermiddag, hvor jeg kom cyklende på Godthåbsvej på Frederiksberg. En bilist sad på spring i sin bil ved en udkørsel. Jeg kunne selvfølgelig være bremset op, så bilisten kunne køre ud. Men jeg havde retten på min side og kom cyklende med en god fart. Alligevel tænkte jeg - som den bløde trafikant, man jo er som cyklist - at jeg hellere måtte sikre mig øjenkontakt med bilisten. Det lykkedes, og jeg lavede samtidig en armbevægelse, der signalerede, at jeg skulle lige ud, og at han derfor måtte vente.

Umærkeligt - og 100 procent uovervejet - mærkede jeg min hånd løfte sig og forme et tydeligt fucktegn i hans retning.

Bilisten så mig, og da jeg var næsten ud for hans køler, begyndte han at køre ud. Umærkeligt - og 100 procent uovervejet - mærkede jeg min hånd løfte sig og forme et tydeligt fucktegn i hans retning.

Bagefter kunne jeg ikke lade være med at fnise over situationen.

Da jeg kom hjem, lavede jeg en opdatering på Facebook om den dumme bilist og min egen for mig grænseoverskridende adfærd. Jeg fik mange sjove kommentarer, der mildt antydede, at jeg var lidt af en takt-og-tone-tante, og at jeg nu omsider var trådt ind i virkelighedens verden - og velkommen til!

Hvis man laver det tankeeksperiment, at bilisten og jeg var mødtes et andet sted i det offentlige rum, for eksempel i et mødelokale, på en café eller i en elevator, ville jeg næppe have givet ham en finger, ligesom han næppe heller havde ført sig så aggressivt frem. Havde vi siddet i samme lokale, ville han nok ikke slå ned i det bord, jeg sad ved, eller ruske i min stol. Heller ikke selv om vi var voldsomt uenige.

Vincent Hendricks, der er professor i filosofi på Københavns Universitet, skrev i december 2015 en kommentar i Politiken om netop kropssprog og kommunikation:

 "At tage et skridt frem kan læses som en trussel, en invitation eller et helt tredje menneskeligt udtryk – det afhænger af konteksten, af hvad der faktisk bliver sagt, og hvad der stiltiende følger. (...). Fysisk tilstedeværelse er en forudsætning for aflæsningen af, hvad der ikke eksplicit siges. Formålet med den (ikke-)/sproglige adfærd er at bære samtalen til et fælles mål eller erkendelse. Det kræver fokus, forpligtelse, samarbejde og virkelyst af alle deltagere, uafhængig af om meningsudvekslingen drejer sig om videnskab, kærlighed eller politik.

Min fuckfinger var alt andet end forfinet. Den var et stykke effektiv kommunikation i trafikken ...

For 10 år siden præsenteredes menneskeheden for nye samtaleformer igennem de sociale medier, blogosfæren og andre virtuelle platforme til meningsudveksling. De er anderledes, end dem vi har forfinet, så længe vi har været homo sapiens – ca. 250.000 år."

Vincent Hendricks har en god pointe her. Al den sociale adfærd og kulturelle fernis, vi mennesker har nedarvet gennem generationer og generationer, forudsætter en fysisk tilstedeværelse. Vi forstår instinktivt hinandens gebærder og små bevægelser, så længe vi tilhører den samme kultur, og så længe vi er i det samme fysiske rum. Vores opvækst i den nære familie og siden skolen, studierne, fritid og arbejde er en lang "forfinet" socialiseringsproces, hvor vi fortolker hinandens signaler og kommunikerer tilbage.

Min fuckfinger var alt andet end forfinet. Den var et stykke effektiv kommunikation i trafikken; mange cyklister giver fingeren og bruger tilmed at slå på biler, hvis disse kommer for tæt på. Bekvemt adskilt af en metalvæg tillader vi os åbenbart hvad som helst. Er det ikke lidt det samme på Facebook? Beskyttet bag en skærm og i et immaterielt cyberspace kommunikerer vi undertiden på en måde, der aldrig ville gå an i det, Hendricks kalder for "fysisk nærhed".

I august 2015 kørte der en udsendelsesrække på DR2 med titlen "Ti stille, kvinde". Her stod fremtrædende danske kvinder frem og gav eksempler på, hvordan de blev svinet til på Facebook. "Må du dø langsomt og smertefuldt, møgluder". "Møgfisse", "Blondinedum" er nogle af de mange hadefulde beskeder, kvinder som Özlem Cekic, Johanne Schmidt-Nielsen, Dorte Toft og andre har måttet læse på deres profil.

Mændene var vældig spage og slet ikke så aggressive, da de mødte kvinderne i det virkelige liv uden for Facebook.

Tanken bag programmet var at finde de mænd - for det var de alle til hobe - der havde skrevet de krænkende udsagn. Dernæst at lade mændene møde de kvinder, de havde svinet til. Og hvad skete? Mændene var vældig spage og slet ikke så aggressive, da de mødte kvinderne i det virkelige liv uden for Facebook. Hvilket bekræfter Hendricks kommentar.

Nu er Facebook så meget andet end hadefulde beskeder. Den unge Mark Zuckerberg kunne ikke ane, hvad det var for en kommunikationstsunami, han igangsatte i februar 2004, da han lancerede Facebook. Det hedder sig, at den tyveårige, unge studerende på Harvard var genert, og derfor var hans idé primært at skabe en digital platform, hvor man kunne komme i kontakt med hinanden. Idéen bredte sig som bekendt til hele verden, og i skrivende stund er der 1,5 milliarder Facebookbrugere.

Hvad er det så, vi mennesker søger? Vi søger paradoksalt nok nærvær med andre mennesker. Mange Facebookbrugere har fundet gamle klassekammerater, familie, hvis gøren og laden man ellers ikke har kunnet følge med i, mennesker fra helt andre verdensdele. Facebook virkeliggør idéen om den globale landsby. Samtidig er det en lokal sladder-/kommunikationscentral, hvor små lokale nyheder deles, ligesom de store globale nyheder langt hurtigere spredes på Facebook end nogen andre steder.

Det eneste vi efterhånden mangler, er en bedre omgangstone, på Facebook og i trafikken.

Tekst / Ulla Gjedde

Klummen er oprindeligt trykt i KOM magasinet nummer 95, maj 2016.