9. marts 2016

Fremtidens kommunikationstalenter har fokus på markedskommunikation og digitale muligheder

11 studerende fra CBS venter i spænding på at få at vide, om de har vundet RelationsPeople Prisen for bedste kommunikationsspeciale. Fokus på markedskommunikation og digitale muligheder er fællesnævner i specialerne.

Specialevejledere fra CBS har netop indstillet syv specialer til RelationsPeople Prisen for bedste kommunikationsspeciale. De syv specialer er skrevet af 11 kandidatstuderende, der med specialet afslutter deres uddannelse på cand.merc.(kom.) på CBS.
Adm. direktør i RelationsPeople, Kristian Eiberg, ser to klare fællesnævnere i de syv specialer. Et fokus på kommunikation, der foregår fra virksomhed til kunder, og et klart fokus på de nye digitale muligheder.
-    I mange af specialerne er der et stort fokus på, hvordan nye digitale muligheder influerer virksomheders kommunikation og værdiskabelse. Derudover er det interessant at se, at næsten alle de studerende har valgt at have fokus på markedskommunikation. Det er et emne, der er særdeles relevant, og det illustrerer den konvergens af kommunikations- og marketingfunktionerne, der i øjeblikket finder sted i mange danske virksomheder.
Ifølge studieleder Mikkel Flyverbom er de syv specialer kendetegnet ved høj faglighed og solide analyser.
 - Det er et meget stærkt felt i år. De specialer, der er blevet nomineret har et særdeles højt fagligt niveau. Samtlige nominerede specialer er bedømt til karakteren 12, og specialevejlederne og eksterne censorer har givet udtryk for, at de har været imponerede over de studerendes nysgerrighed og analytiske evner.
De syv specialer skal nu vurderes af en jury bestående af profiler fra erhvervslivet og CBS, og kun ét speciale vinder præmien på 10.000 kr. Vinderen kåres i starten af april.
RelationsPeople Prisen er et samarbejde mellem konsulentvirksomheden RelationsPeople og Institut for Interkulturel Kommunikation & Ledelse på CBS.