Føles det hele lidt usikkert?
Det er en usædvanlig tid, vi lever i lige nu og for rigtig mange mennesker giver situationen en følelse af usikkerhed. Du kan få inspiration til at håndtere din usikkerhed ved at deltage i KS-webinaret med erhvervspsykolog Stine Reintoft 'På bagkant af coronakrisen – stå stærk i usikkert farvand'.
Der er vist ingen, som ikke er påvirket af coronakrisen. Det gælder det store flertal, som arbejder hjemme, de alt for mange, som har mistet deres job eller er gået ned i løn – og det gælder naturligvis i vores familie- og sociale liv. I takt med den gradvise åbning af Danmark melder der sig nye spørgsmål, store som små.
Gennemgående er, at den tid vi er i og står over for, for mange betyder usikkerhed. Det er i hvert fald det KS’ konsulenter hører på tværs af de mange henvendelser, vi får fra jer medlemmer.
Der kan være tale om usikkerhed på, hvordan man skal lønforhandle under en økonomisk krise eller usikkerhed på, hvordan man bedst muligt deltager i en digital jobsamtale. Det hjælper vi allerede mange medlemmer med.
Der kan også være tale om det mere grundlæggende, nemlig hvordan vi bedst muligt tackler følelser af tvivl, usikkerhed eller måske afmagt i denne særlige tid. Den megen usikkerhed kan være mentalt belastende, især over tid. Oven i købet efterlades vi i høj grad alene med den, fordi vi er i mere begrænset kontakt med venner, familie og kollegaer.
Det er normalt i denne unormale tid, at usikkerheden kan fylde meget og føre til flere bekymringer end vanligt. Det kan af nogle opleves som en lavine af bekymringer og måske mere omsiggribende ængstelighed. Bekymringerne kan være sværere at slippe, da vi ikke kan ikke lave de distraktioner, som vi plejer, for eksempel gå i træningscentret, i svømmehallen eller til en festlig reception.
Du kan få inspiration til at håndtere din usikkerhed ved at deltage i webinaret På bagkant af coronakrisen – stå stærk i usikkert farvand, som vi afholder mandag den 18. maj kl. 13-14.. Oplægsholder er erhvervspsykolog Stine Reintoft. Deltagelsen er anonym. Der er mulighed for efterfølgende individuel feedback fra Stine på mail. Læs mere og meld dig til her
Du kan stifte bekendtskab med Stine i en artikel om håndtering af konflikter på arbejdet i Kommagasinet.
Har du konkrete spørgsmål (også) i forbindelse med coronakrisen, så er du altid velkommen til at kontakte os: https://kommunikationogsprog.dk/kontakt. Vi hjælper flere hundrede medlemmer hver måned – og sidder også klar til at hjælpe dig. Husk også, at vi har samlet svar på de oftest forekommende spørgsmål påvores hjemmeside om coronasituationen. Siden udbygges løbende.