8. oktober 2013

Flere får flere fridage med løn

Svarene på årets spørgeskema til lønstatistikken tikker løbende ind og en foreløbig opgørelse viser, at stadig flere har ekstra fridage med løn. Det gælder dage som juleaftensdag, nytårsaftensdag og Grundlovsdag. Der er mange, som tror, at det følger af lovgivningen, at disse dage er fridage med løn. Men det er det ikke. Det skal enten følge af individuel aftale (det vil sige, at det skal stå i din kontrakt) eller det kan følge af overenskomst, personalepolitik eller kutyme.

Sammenlignet med sidste års lønstatistik, viser den foreløbige opgørelse af dette års svar blandt andet følgende:
Fri med løn         2013   2012
Juleaftensdag     97 %   93 %
Nytårsaftensdag 82 %   77 %
Grundløvsdag     63 %   45 %

Som nævnt er der tale om en foreløbig opgørelse. De endelige tal vil du, sammen med en lang række andre oplysninger – ikke mindst for løn og lønudvikling – kunne finde i Lønmagasinet som alle medlemmer modtager sammen med KOM Magasinet i december måned.
Det er helt afgørende, at statistikken bliver så dækkende som muligt. Det gør den ved, at så mange som overhovedet muligt svarer. I den forbindelse er det afgørende ikke, om din løn er steget eller ej, om du har fået flere eller færre goder og så videre. Det afgørende er, at du svarer. Statistikken kan du så efterfølgende bruge til at sammenligne med lige nøjagtig dine vilkår og dermed også bruge til forberedelsen til din næste lønforhandling. Uanset om det er i dit eksisterende job eller i forbindelse med jobskifte.

Vi håber derfor, at jer, som endnu ikke har svaret på spørgeskemaet, vil gøre det snarest muligt. Det tager kun 5-10 minutter. Du skulle allerede (med mindre du er studenter- eller seniormedlem) have modtaget en mail med et link til spørgeskemaet. Har du ikke det, eller har du spørgsmål til udfyldelsen af spørgeskemaet, kan du kontakte os på ks-lonstatistik@kommunikationogsprog.dk.
Alle der svarer på spørgeskemaet deltager i lodtrækningen om gavekort på enten 3.000 eller 1.000 kr. Og svarer du senest den 11. oktober kl. 9.00, deltager du i en ekstra lodtrækning om to gavekort på hver 1.000 kr.
Tak for hjælpen!