12. december 2017

Findes der noget der hedder snefri?

Når sneen lander kan det også betyde, at det bliver problematisk at komme på arbejde. Busser og tog kan blive aflyst - og det kan være vanskeligt at kommer frem i bil. Det er dog ikke ensbetydende med, at du ikke skal møde på arbejde.

Udgangspunktet er, at der skal være tale om snestorm eller ”force majeure” for, at du har ret til at blive hjemme. Det kan eksempelvis være, hvis myndighederne ligefrem fraråder al udkørsel. Ellers skal du så vidt muligt tage højde for den ekstra transporttid snevejret medfører for at møde på arbejde til tiden.

Såfremt det ikke er muligt for dig at komme på arbejde, skal du altid give din arbejdsgiver besked så hurtigt som muligt. Arbejdspladsen kan have nogle retningslinjer for ”snefri”, men det er ikke et juridisk begreb.
 
Du skal være opmærksom på, at du ikke har krav på løn, hvis det er umuligt for dig at møde på arbejde. Derimod kan du eventuelt aftale med din arbejdsgiver, at du lægger timerne på et andet tidspunkt, bruger en feriedag, afspadserer eller måske arbejder hjemmefra for at undgå at blive trukket i løn.

I KS har vi de tidligere år oplevet, at snevejrsproblematikken er blevet løst af arbejdsgiverne og medarbejderne i fællesskab.

Hvis du er i tvivl, er det altid en god idé at kontakte din arbejdsgiver.

Edit page