26. august 2013

Finanslovsudkast uden hjælp til ledige dimittender

Akademikerkampagnen har i 2012-13 matchet 1.800 ledige akademikere med små virksomheder, som ikke før har anvendt højtuddannet arbejdskraft, men nu er der udsigt til, at ordningen må lukke netop, som der er allermest behov for den.
- Det er skuffende overfor de mange ledige dimittender, men det er også en rigtig dårlig samfundsøkonomisk disposition. Akademikerkampagnen er målrettet de små virksomheder, som Danmark har allermest behov for at få i gang med at vækste igen. Det er en god forretning for samfundet at investere i at få højtuddannede ud i hjørner af dansk erhvervsliv, som ikke før har anvendt akademiske kompetencer, udtaler Ingrid Stage, formand for Akademikerne.
Akademikerne opfordrer nu politikerne til i de kommende finanslovsforhandlinger at finde midler til videreførelse af Akademikerkampagnen.

Antallet af ledige dimittender er fra juni til juli steget med 524, således at der i juli måned er 4.639 ledige dimittender svarende til en ledighedsprocent på 32,1 pct. Sammenlignet med juli måned 2012 er antallet af ledige dimittender steget med 871.
Djøf'erne har den højeste dimittendledighed med 35,7 pct., mens dimittendledigheden for magistre og ingeniører er på henholdsvis 27,9 pct. og 32,6 pct.