4. september 2017

Ferie med løn til alle der starter i nyt job

Alle, der starter i nyt job i september 2020 kan se frem til ferie med løn fra dag ét.

Et enigt Ferielovsudvalg har afleveret et forslag til en frisk ferielov, som lever op til Danmarks EU forpligtelser.
Det er nemlig ikke i orden, at danske studerende og ledige, som kommer i arbejde igen, kan risikere at arbejde op til 16 måneder, førend der er udsigt til ferie med løn. Så det ser nu ud til at blive ændret, og forslaget skal her til efteråret behandles i Folketinget.

KS har siddet med ved bordet og har været med til at udarbejde forslaget, og KS’ Formand Per Lindegaard Hjort er godt tilfreds med arbejdet og ser frem til, at studerende får råd til at holde ferie med løn på lige fod med øvrige kollegaer.

”Alle har behov for restitution, også nyuddannede og ledige, som får en god start på et langt arbejdsliv, som gerne skal være stressfrit.”