Er du god til at formidle fagligt indhold – også over telefon?

23. juni 2020

Energisk studerende søges til Medlemsservice i Kommunikation og Sprog.

 

Er du god til at tale med mennesker, og er du tillidsvækkende i din kommunikation - også via telefonen? Og kunne du tænke dig at blive en del af en dynamisk organisation? 

Jobbet
Din opgave bliver at ringe til medlemmer for at fastholde medlemskabet hos Forbundet Kommunikation og Sprog. Der er ikke tale om salg eller mersalg, men om serviceopkald, der får modtageren til at føle sig godt tilpas. Du ringer for at informere om de mange muligheder og ydelser, de har adgang til. Du vil blive klædt på til opgaven og vil have gode muligheder for at sparre med kollegaer. Derudover kan der forekomme ad hoc-opgaver af forskellig karakter.

Arbejdstiden er på 15 timer om ugen fordelt på dags- og aftentimer, der planlægges i samarbejde med dig og dine 2 kollegaer i teamet. De 15 timer fordeles typisk på 3 vagter ugentligt. 

Vores forventninger til dig:

  • I gang med en videregående uddannelse inden for kommunikation, sprog eller marketing og har minimum 2 år tilbage på studiet
  • Har flair for at formidle information – mundtligt som skriftligt
  • Energisk – også sidst på dagen 
  • Er en dygtig relationsskaber, der fremstår troværdig overfor forskellige medlemsgrupper
  • Dedikeret til at yde den bedste service og sætte medlemmet i centrum
  • Resultatorienteret både i det selvstændige arbejde og som en god teamplayer
  • Trives i en travl og uformel hverdag med frihed under ansvar 
     

Vi tilbyder
Kommunikation og Sprog er en dynamisk fagforening for kommunikations-, marketing- og sproguddannede fra videregående uddannelser. Du bliver en del af de nuværende 30 ansatte i organisationen, der rummer over 8000 medlemmer. Vi stiler efter en uformel men troværdig tone, der sætter medlemmet i centrum. 

Du vil indgå i et tremandsteam, hvor du får mulighed for at præge den fremtidige indsats på medlemsserviceområdet. Timelønnen er 159 kroner for bachelorstuderende og 186 kroner, hvis du er kandidatstuderende.

Arbejdssted: Forbundet Kommunikation og Sprog, Hauser Plads 20, 3., København K. 

Søg stillingen
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte de nuværende studentermedarbejdere i teamet på ks-medlemsservice@kommunikationogsprog.dk.

Send din ansøgning, mrk. ’Medlemsservice’ til info@kommunikationogsprog.dk senest den 10. august 2020. Vi glæder os til at høre fra dig.