25. oktober 2016

Du kommer ikke langt med forretningsudvikling, hvis ikke du forstår vigtigheden af god kommunikation

Kommunikationsuddannede Rikke Weidemann Blomsterberg, 28 år, skiftede job den 1. oktober. Fra forretningsudviklingskonsulent i advokatfirmaet Bech-Bruun til business developer i Nordea. Læs interviewet med hende.

Du har læst kommunikation og erhvervsøkonomi. Hvordan bruger du de to fag sammen?

Det lå i kortene, at jeg skulle noget med kommunikation. Jeg valgte at læse på CBS, fordi jeg her havde mulighed for at kombinere kommunikationen med noget mere forretningsstrategisk, hvor det handler om at forstå forretningen og koble strategi med kommunikation.  I dag bruger jeg de to fag til at supplere og underbygge hinanden – du kommer ikke langt med forretningsudvikling, hvis ikke du forstår vigtigheden af god kommunikation og omvendt.


Hvad kan kommunikation i forbindelse med dit job?

Jeg bruger min baggrund inden for kommunikation til at understøtte og drive implementeringsprocesserne. Det foregår kontinuerligt, så de medarbejdere, der skal deltage i processen, hele tiden er på forkant med de ting, der kommer til at ske. På den måde sikrer man også et højere buy-in fra medarbejderne. For at kunne gøre det kræver det, at man lytter på vandrørene og bruger tid på at tale med folk, så du kan forklare processen og imødekomme den skepsis, som der nogle gange er.

Har du gjort noget særligt for at få din karriere i gang?

Jeg har gjort det ret målrettede, at jeg selv har henvendt mig med forslag til opgaver, jeg kunne byde ind med. Så jeg tager mulighederne, når de opstår, og jeg er proaktiv. Hos Bech-Bruun gjorde jeg det i mit studiejob i forhold til at få nogle kommunikationsopgaver, så jeg kunne få noget mere studierelevant. Og så har jeg også arbejdet meget, ofte en del mere end de 15 timer om ugen som studerende ellers arbejder.

Hvad skal man særligt være god til for at have et job som dit?

For mig har det en kæmpe værdi at være tæt på organisationen og medarbejderne, for tæthed til forretningen kan i høj grad bruges, når man skal udvikle den. Man skal være god til at argumentere, men først og fremmest skal man være lyttende, anerkende medarbejdernes synspunkter og hele tiden holde folk ajour med, hvor vi skal hen og hvorfor. Og så kræver det masser af gå-på-mod og lysten til at få ting til at ske. Det er ikke altid nemt at implementere nye forretningsinitiativer i en travl organisation.

Du havde et godt job, som du oven i købet var rigtig glad for, så hvorfor skiftede du?

Jeg var på et tidspunkt blevet opfordret til at søge jobbet, men jeg var som sagt rigtig glad for mit job i Bech-Bruun og ville også gerne have lidt mere erfaring efter studieafslutning, før jeg søgte videre. Så jeg udskød et skifte. Men så bød lejligheden sig igen, og med muligheden for at kunne udvikle mig mere i en større organisation og samtidig få en international vinkel med, besluttede jeg mig for at søge jobbet. Så gik der tre uger, og pludselig skulle jeg til samtale, og så rullede processen med 1. samtale, personligheds- og færdighedstest og 2. samtale. Og så var jobbet mit.

Hvad er dine forventninger til det nye job?

Jeg har jo udviklet mig til at være mere og mere specialiseret i forretningsudvikling og implementering af nye forretningsinitiativer. I Nordea bliver min rolle meget den samme, men med hovedfokus på implementeringsdelen. En vigtig opgave i implementeringen er stakeholder management, hvor jeg forventer at få brug for min kommunikationsbaggrund. Jeg skal arbejde på nordisk plan med implementeringen af en ny strategi, så der kommer til at være en del rejsedage. Jeg forventer også, at der vil være rigt med udviklingsmuligheder, og at jeg får mulighed for at arbejde med nogle dygtige kollegaer.

RIKKE WØIDEMANN BLOMSTERBERG ER ANSAT SOM BUSINESS DEVELOPER PÅ ERHERVSOMRÅDET I NORDEA. HUN ER CAND.MERC.COM FRA CBS FRA JANUAR 2015. RIKKE VAR I PRAKTIK I FOLKETINGET OG VAR ANSAT I BECH-BRUUN UNDER STUDIERNE OG FORTSATTE SOM FASTANSAT DA HUN BLEV FÆRDIG.

Tekst / Anne Nimb

Foto / Carsten Snejbjerg