20. januar 2016

Du kan blive bedre til at freelance

Antallet af selvstændige boomer og også flere og flere KS'ere bliver selvstændige. Hvis du er en af dem, kan du blive bedre til det ved at benytte nogle af KS' tilbud, for eksempel om en freelancecertificering i miniformat.

Vidste du, at EU oplever et boom i selvstændige? 15 procent af arbejdsstyrken, 33 millioner individer, arbejder for sig selv. Selvstændige, eller freelancere er en højtuddannet gruppe af personer uden arbejdsgivere eller ansatte medarbejdere. De tilbyder specialiserede, vidensbaserede serviceydelser og arbejder fleksibelt inden for en lang række kreative, ledelsesmæssige, videnskabelige og tekniske professioner. De udgør de mindste af de mindste virksomheder. Med en vækst på 45 procent siden 2004 er de det hurtigst voksende segment på det europæiske arbejdsmarked.

I KS vurderer vi, at et stigende andel af de nuværende og kommende medlemmer vil arbejde freelance. Med det stigende antal kommunikationsuddannede, der kommer ud på arbejdsmarkedet i de kommende år, vil der formentlig være flere KS-medlemmer, der påbegynder freelancevirksomhed, ligesom der vil ske en stigning i antallet af freelance-oversættere. Dette i kombination med de nye digitale muligheder i forbindelse med deleøkonomi, digitale platforme, crowdfunding, professionel blogging og oversættelse på internettet.

På baggrund af denne udvikling har hovedbestyrelsen besluttet, at KS skal styrke vores tilbud til freelancerne.
I sekretariatet arbejdes der p.t. med udvikling af en ”freelancecertificering” i miniformat. Den består blandt andet af en række arrangementer, som vi lægger i kalenderen samtidig. De arrangementer vi spiller ud med er oplæg fra vores samarbejdspartnere inden for revision og advokatbistand, regler i forbindelse med markedsføring og e-handel, crowdfunding samt ”Overvejelser i forbindelse med at lave en webshop”.

Endvidere skal der mere fokus på, at mange af de kommunikationsarrangementer og marketingarrangementer, der bliver udbudt fra sekretariatet, lige så meget henvender sig til freelancere som til lønmodtagere.

Her kan du se de fire arrangementer, der nu er i kalenderen:
Selvstændig konsulent, virksomhedsform og a-kasseregler

Kom godt fra start som freelancer

Crowdfunding af din artikel

Få succes som selvstændig oversætter