23. oktober 2013

Drømmen blev til et mareridt

Det lyder som en drøm, der går i opfyldelse: Mindre en uge som ledig efter afsluttet uddannelse og så er der et job på hånden.
I det her tilfælde lignede det bare mere et mareridt. ¨

- Allerede på min allerførste dag som ledig, lagde jeg mit cv ind i Jobcenterets database og allerede et par dage efter blev jeg kontaktet af en offentlig arbejdsplads. De havde et ledigt løntilskudsjob og ville gerne se mig til samtale. Jeg vidste intet om løntilskud, men det lød som en stilling, der passede mig godt. Jeg skulle være projektmedarbejder og arbejde med eventplanlægning, så jeg gik til samtale, fortæller medlemmet.

Det viste sig at være en meget besynderlig samtale, for chefen var særdeles negativ over for medlemmet, hendes uddannelse og kompetencer.
- Chefen var altså rigtig strid og jeg havde bare slet ikke lyst til jobbet. Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg fik det tilbudt, men det fik jeg altså. Så jeg måtte i gang med at finde ud af reglerne og jeg kunne faktisk godt komme ud af det, for det var ikke henvist via Jobcenteret. Hvis det havde været det, ville jeg få tre ugers karantæne og så ville jeg have været nødt til at skynde mig at finde noget andet, for eksempel en virksomhedspraktik.

Lige nu går hun og venter på at komme i virksomhedspraktik. Hun kom helskindet ud af det, men det har været en ret overvældende oplevelse, en rutsjetur, hvor hun har fået både gode og dårlige råd og været i tvivl om, hvordan hun skulle forholde sig.

- Jeg mener ikke, det er nødvendigt at sætte sig ind i hele dagpengesystemet, når man bliver jobsøgende, men hvis det er et løntilskudsjob, så er det nu min erfaring, at man selv er nødt til at sætte sig ind i reglerne. Det er også vigtigt, om det er privat eller offentligt, for der er forskel på, hvad man får i løn og der er også forskel på sandsynligheden for, at der kommer et job ud af det. Der er jo mange, der får et rigtigt job ud af det, bare ikke i det offentlige, siger medlemmet.