Din egen søde, lille hemmelighed, eller…?

01. januar 2020

Skal man buse ud med, at man er gravid, når man er fem minutter henne, for at være omfattet af lovens beskyttelse mod opsigelse på grund af graviditet? Eller skal man hellere vente til man er helt sikker på, at alt er i orden? I KS kender vi til eksempler på medlemmer, som fortæller det til deres chef med det samme. Nogle gange fordi de vidste, at der var en fyringsrunde på vej. Nogle gange fordi de har haft svære graviditetsgener. Og vi kender også til medlemmer, som venter med at fortælle det, til de er sikre på at alt er i orden.

Ny-gravide håndterer spørgsmålet om, hvornår de fortæller deres familie og deres arbejdsgiver om den forestående begivenhed, meget forskelligt.

I KS kender vi til eksempler på medlemmer, som fortæller det til deres chef med det samme. Nogle gange fordi de vidste, at der var en fyringsrunde på vej. Nogle gange fordi de har haft svære graviditetsgener.

Og vi kender også til medlemmer, som venter med at fortælle det, til de er sikre på graviditeten.

Under alle omstændigheder er der først en egentlig pligt til at fortælle arbejdsgiveren om graviditeten, når der forventes at være tre måneder til fødslen.

Så der er forskel på, hvornår vi synes det er mest opportunt at fortælle vores arbejdsgiver om en graviditet.

- Nogle har gode erfaringer med at vente med at fortælle den gode nyhed, til de har været til nakkefoldsscanningen. Men du kan også tage med i dine overvejelser, at du med sikkerhed er omfattet af beskyttelsen mod opsigelse på grund af graviditet og barsel, når din arbejdsgiver ved, at du er gravid.

- Det betyder ikke, at du ikke kan blive opsagt, begrundelsen må bare ikke bero på graviditet eller barsel. Så andre fortæller det med det samme.

- Beslutningen er din, men det er vigtigt, at du gør dig nogle overvejelser om, hvad der er bedst for netop dig, råder KS’ barselskonsulenter Jette Snoer og Lasse Darting.

Deres erfaring er, at det kan have snart sagt alle udfald af reaktioner, når arbejdsgivere får at vide, at en medarbejder er gravid. Men langt de fleste kvitterer heldigvis med et ”til lykke”.

Hvis du har brug for at drøfte din situation skal du ikke tøve med at kontakte KS.