Karriererådgiveren skriver
Derfor skal du skrive en ny ansøgning – hver gang
Når du søger job, handler det ikke bare om at skrive en god ansøgning. Det handler om at skrive en af de bedste ansøgninger – en af dem, der får modtager til at smile, reflektere og se et tydeligt match mellem kandidat og stilling.
Af Ask Lehrmann, karriererådgiver i KS
Du har sikkert allerede læst tusind gange, at du skal rette din ansøgning til, hver gang du søger en stilling. Men hvorfor skal man egentlig det – er det vigtigste ikke at fremhæve de ting man kan, uanset hvem modtageren er? Er det ikke okay at lave et par smårettelser, og ellers holde sig til skabelonen? For der er jo, unægtelig, en del tid at spare.
Svaret er, at du skal skrive en ny ansøgning hver gang du søger et nyt job. Og det er der en række meget gode grunde til.
Standardansøgninger er bare nemme at gennemskue
Den første grund er, at standardansøgninger bare er nemme at gennemskue. Når man har siddet og læst rigtig mange ansøgninger igennem, er det de samme formuleringer, der går igen og igen, når en kandidat skal skrive en ansøgning til en stilling, de ikke ved noget om. ”Jeg er målrettet og glad for at løse mange opgaver indenfor kommunikation og marketing”. ”Jeg er fleksibel og arbejder godt både alene og i teams”. ”Jeg har gåpåmod og er frisk på både drift- og udviklingsopgaver”. Når man skal gennem en bunke med 100 ansøgninger, husker man altså sjældent ansøgningen som ikke fængede bare en smule. Og det gør standardansøgninger bare ikke.
Du misser en masse, hvis ansøgningen ikke er målrettet
For det andet vil en standardansøgning – per definition – aldrig tale ned i kravene i stillingsopslaget. Og det er en ansøgning ofte nødt til. Stillingsopslaget er som facitlisten til en eksamen: De kompetencer, personlige egenskaber, opgaver og andet, som deres drømmekandidat skal være eller kunne, for at varetage stillingen. Hvis du ikke skriver din ansøgning målrettet, vil du kun overfladisk røre ved nogle af de områder. Du vil sikkert også misse en masse. Og der er intet mere demotiverende for en ansættelsesansvarlig end at læse en ansøgning, som bruger ord, man ikke har brugt i opslaget eller taler om arbejdsopgaver, der ikke skal løses i stillingen.
Motivation er vigtigst
For det tredje er motivation bare det vigtigste for mange virksomheder. Slå op i de fleste rekrutteringsanalyser og det vil være hurtigt at se, at bortset for relevant erhvervserfaring er der én ting, som alle virksomheder kigger mere efter end andet: Din motivation for stillingen. Hvorfor vil du gerne arbejde i deres branche? Hvorfor synes du deres kunder og projekter er spændende? Hvad får dig til at søge hos netop dem? En standardansøgning rammer derfor skævt på det måske vigtigste krav til ansøgningen, som ikke handler om at løse arbejdsopgaver. Og de kommer derfor også sjældent øverst i bunken.
Der er kun én der får jobbet
Til sidst er der én sørgelig men sand konklusion, der er central i jobsøgning: Uanset hvor mange gode kandidater, man har fundet til en stilling, er der kun én kandidat som kan løbe med jobbet. Jeg har læst mange gode standardansøgninger – velskrevede, brancherettede, velargumenterede ansøgninger, som kunne passe fint til mange forskellige jobopslag. Men det handler ikke om at skrive en ”god” ansøgning, for ud af 100 ansøgere er det kun en håndfuld, der kommer til samtale. Det handler om at skrive en af de bedste ansøgninger – en af dem, der får modtager til at smile, reflektere og se et tydeligt match mellem kandidat og stilling.
Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan du kan skrive din ansøgning skarpere, har vi skrevet en række artikler med tips og tricks til målretning af dit materiale. Og hvis du har andre spørgsmål, sidder vi selvfølgelig altid klar til sparring på mail og telefon.
4 tips: Sådan målretter du din ansøgning