8. juni 2016

Dansk reklame vist over 23 millioner gange

EM-stjerner med ble på // DR kritiseres for at mangle nyhedstilbud på fremmedsprog // Nyt sprogvidenskabeligt tidsskrift

Dansk reklame vist over 23 millioner gange
I sidste uge lancerede den danskfødte rejsesøgemaskine Momondo en noget anderledes reklamevideo, end vi er vant til fra den kant.
Væk var fortællingerne om lave priser og de enkle rejse-søgninger på nettet.
I stedet var omdrejningspunktet Momondos nye purpose-platform, der bl.a. udkrystalliserede sig i en tankevækkede video, som skulle pirre nysgerrigheden og (forhåbentlig) åbne hele verden for masser af rejselystne mennesker.
Og det ser ud til at have fungeret.
I hvert fald er videoen – der er blevet seedet af Be On – i skrivende stund blevet set over 23 mio. gange på Facebook. På YouTube er det blevet til over over 2,7 mio. visninger, ligesom næsten 9.000 har ”liket” reklamevideoen her.
Dertil kommer, at over 400.000 har fundet vej til kampagnens omdrejningspunkt, kampagnesitet.
Endelig har over 60.000 meldt sig til den tilknyttede konkurrence om at vinde sin egen DNA-rejse.
Også den tilknyttede PR-indsats har givet fine resultater i form af omtale på flere marketing-medier verden over og i stort set alle større danske medier.
Filmen blev optaget i København i april 2016, og 67 personer fra hele verden deltog.
Se (eller gense) Momondo-reklamen her:
Kilde: markedsforing.dk

EM-stjerner med ble på
Ble-mærket Libero har søsat en nordisk kampagne, der vil hylde morgendagens fodboldstjerner. Det sker med fodboldtema på bleerne - og en ny reklamefilm, der ligesom en vis Evian-reklame-serie byder på ufattelig talentfulde småbørn.
Det trækker op til EM-fodbold i Frankrig og OL i Brasilien, og masser af virksomheder og brands søsætter kampagner med koblinger til årets to store sportsbegivenheder.
Således også Libero, der benytter lejligheden til at hylde morgendagens stjerner med en limited edition af bleer, et fodboldtema og en reklamefilm, hvor børnene spiller hovedrollen.
Filmen ”Stars of Tomorrow” er kreeret af reklamebureauet Momentum og flirter både med sporten og de klassiske fodbold-reklamefilm, men med det lille twist, at fodboldstjerner som Messi, Neymar og Ronaldo her har byttet plads med en flok buttede, men særdeles talentfulde, babyer.
Lidt i stil med franske Evians globale reklame-hits med Roller Babies, Spider Babies og senest Surfer Babies.
Kilde: markedsforing.dk

DR kritiseres for at mangle nyhedstilbud på fremmedsprog
I seks år drev Danmarks Radio tjenesten ’Nyheder på fremmedsprog’ på dr.dk, men i sommer var det slut, og siden da har DR kun produceret nyheder på dansk.
I mellemtiden er flygtningesituationen blevet mere alvorlig, og alene sidste år blev der givet 19.000 opholdstilladelser til flygtninge og deres familie.
De engelske, arabiske, somaliske og tyrkiske nyheder blev ellers i 2009 præsenteret som en tjeneste med “integrationsperspektiv” af DR’s daværende onlinechef, Nicolai Porsbo, som understregede, at “det er vigtigt, at nydanskerne også får et overblik over det danske nyhedsbillede”.
Men i forbindelse med indgåelsen af den nye public service-kontrakt, der trådte i kraft i begyndelsen af 2015, fik DR sløjfet den del af aftalen, der bandt dem til at lave nyheder på de vigtigste fremmedsprog.
Argumentet fra DR’s side til politikerne lød, at der ganske enkelt ikke var nok, der brugte de fremmedsprogede nyheder. Det bekræfter Michael Arreboe, kanalchef på dr.dk.  
»Vi kunne bare konstatere, at brugertallene var meget lave. Og vi mente ikke, at vi brugte licenspengene fornuftigt, når det stort set ikke kom nogen til gavn,« siger han, men ønsker ikke at oplyse, hvor meget det kostede at drive nyheder på fremmedsprog.
Kilde: journalisten.dk


Nyt sprogvidenskabeligt tidsskrift
Lektorer og ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet har sammen startet tidsskriftet, Journal of Language Works – Sprogvidenskabeligt Studentertidsskrift.
Tidsskriftet skal fungere som platform for sprogvidenskabelige studerende. I tidsskriftet kan studerende få deres opgaver udgivet i artikelform. Artiklerne udarbejdes i samarbejde med redaktionsgruppen.
Kilde: sproget.dk