6. april 2016

Coop klar til stor satsning med dagligvarehandel på nettet

Lisbeth Knudsen foreslår fælles digital løsning for danske medier // Astrid Haug genvalgt som formand for Kommunikationsforeningen // Arla får ny kommunikation

Coop klar til stor satsning med dagligvarehandel på nettet
Irma.dk er blevet brugt som legeplads, men nu sparker dagligvarekoncernen Coop for alvor gang i salget af dagligvarer på nettet. Med en offensiv satsning lancerer Coop-topchef dagligvarehandel på nettet fra i dag, hvor 9.000 dagligvarer bliver sat i handel på coop.dk.
- Nu tager vi skridtet. Vi kommer ud med alt det bedste fra Coop på tværs af alle kæder, siger Coop-topchef Peter Høgsted.
Nethandel er langt fra fremmed territorium for Coop-koncernen, men foruden irma.dk har Coop hidtil udelukkende solgt nonfood-varer på coop.dk. Platformen har imidlertid kørt godt nok til, at Coop blev vinder af E-handelsprisen 2015, som uddeles årligt af FDIH (Foreningen for Dansk Internet Handel). Hæderen var blandt andet begrundet med, at Coop udfordrer deres egen branche og "ikke mindst for deres fremtidsplaner med fokus på omni-channel”.
Fra i dag bliver coop.dk delt i to - en med nonfood, en med fødevarer - og både nonfood og fødevarer bliver bragt ud til hele landet i samarbejde med Post Danmark. Kunderne kan blandt andet klikke sig ind i specialbutikker, hvor der udelukkende findes varer fra eksempelvis Claus Meyer, Irma, Smag Forskellen eller Änglemark, eller de kan shoppe fra en platform med alle 9.000 varer.
Kilde: business.dk

Lisbeth Knudsen foreslår fælles digital løsning for danske medier
Mandag Morgens direktør, Lisbeth Knudsen, opfordrer de danske medier til at gå sammen om en fælles betalingsplatform på nettet. Berlingske Media ser positivt på idéen. JP/Politikens Hus afviser. Imens stormer Blendle frem i Holland, Tyskland og USA med en digital aviskiosk
Opbygningen af vidt forskellige betalingsmure i mediehusene gør det til en irriterende øvelse at være moderne mediebruger på tværs af forskellige titler.
Derfor vinder tanken om at have en fælles indholds- og betalingsplatform frem. Tanken om at skabe mediebranchens svar på, hvad iTunes og Spotify er for musik og Netflix for film og tv-serier.
Herhjemme er Lisbeth Knudsen, direktør på ugebrevet og tænketanken Mandag Morgen, en af de varmeste fortalere for at gå den vej.
- Brugerne er i stigende omfang irriterede over den komplicerede rebus af brugernavne, kodeord og abonnementsnumre. Hvis vi skal styrke danske udgivelser, så skal vi sørge for at gøre det let for brugerne. Ligesom vi har ét dankort, som vi kan handle med i alle butikker, så skal vi have ét fælles login til de danske medier, siger Lisbeth Knudsen, der er tidligere direktør og chefredaktør på Berlingske.  
Hun opfordrer de danske medier til at gå sammen.
- Den rigtige vej for Danmark er at lave en national medie- og kulturportal. Det er ved at være sidste chance for at lave noget danskbaseret, inden nogle af aktørerne føler sig tvunget til at gå ind i mere internationale konstellationer. Spøgsmålet er jo, om vi skal konkurrere med hinanden, eller om de store konkurrenter i virkeligheden ikke er internationale giganter som Facebook, Google og Twitter, siger Lisbeth Knudsen.
Kilde: journalisten.dk

Astrid Haug genvalgt som formand for Kommunikationsforeningen
På Kommunikationsforeningens generalforsamling den 31. marts blev formanden gennem de foregående to år, Astrid Haug, genvalgt for en tredje periode på ét år. Det er således sidste gang, hun efter foreningens vedtægter kan vælges som formand. Astrid Haug blev genvalgt på en ambitiøs plan om at genoprette foreningens økonomi, skabe større offentlig gennemslagskraft om foreningens mærkesager samt sætte skub under foreningens faglige brand gennem fokus på øget værdi af medlemskabet og flere faglige konferencer.
Foreningen for kommunikationsstuderende – Unge Kommunikatører – har også holdt generalforsamling. Her er Nanna Elming valgt som ny formand efter Casper Vahlgren.
Den 21. april er der housewarming i foreningens nye lokaler på Vester Voldgade 8.
Kilde: kommunikationsforeningen.dk

Arla får ny kommunikation
Arla Danmark er i luften med en ny kommunikationsplatform. Omdrejningspunktet er Arlas globale position, ”Nyd det gode”, og platformen er inspireret af hverdagens ”episke øjeblikke” ‐ fra familiekaos, over rodede morgener til skøre aftener.
- Platformen er en påmindelse om, hvor mange værdifulde øjeblikke, vores fortravlede hverdag indeholder, hvis vi har overskuddet til at værdsætte det, lyder det fra Josephine Winther‐Poupinel, Client Service Director hos UncleGrey, der er bureau på opgaven.
- Platformen demonstrerer at indholdet i Arlas produkter er fulde af næring og energi, så du og din familie kan skabe en sundere og stærkere hverdag. Vi kalder projektet ”Villa Hverdag”, fortsætter hun.
Jakob Knudsen, tidligere marketingdirektør og nu landedirektør for Arla Danmark ser frem til udrulningen:
- Opgaven har været at sikre en sammenhæng mellem Arla masterbrand og specifikke produktkategorier ‐ og det synes vi i den grad er lykkedes med Villa Hverdag. Ambitionen har desuden været at skabe en platform, der er digitalt funderet fra dag 1 ‐ og hvor vi kan samle flere af Arlas produkter under ”Nyd det gode”, og møde kunderne i deres digitale hverdag, siger han.
Platformen lanceres med tre brands og en kampagne for Øko, som snart bliver ledsaget af en Arla-kampagne for en nylancering. Ambitionen er naturligvis at kommende brands og kampagner alle skal integreres i denne platform, og at alle kampagne‐aktiviteter skal bidrage med indhold til platformen og på denne måde sikre organisk vækst og vedvarende dynamik.
Se filmen her

Kilde: markedsforing.dk