Bliver du usikker på din faglighed? 5 grunde til, at usikkerhed er en god ting

18. maj 2017

Alle oplever usikkerhed i deres arbejdsliv, og det kan faktisk være en god ting, hvis man kan finde ud af at arbejde med den. Kommunikation og Sprog giver dig her 5 gode grunde til at acceptere og lære af din usikkerhed.

Du kender det måske godt: Du sidder på din plads på kontoret, og din chef kommer ned til dig med en helt ny og anderledes opgave. Måske du læser et stillingsopslag som lyder spændende, men som kræver en kompetence du ikke er sikker på du har. Eller du ønsker at lave et sporskifte i din karriere, men er usikker på om du har den faglige ballast til at tage springet.

Tvivl og usikkerhed er en almindeligt forekommende tilstand, som alle mennesker oplever med jævne mellemrum. Særligt i arbejdslivet. Man kan både være i tvivl omkring tidligere erfaringer og oplevelser på arbejdet, forhold på ens nuværende arbejdsplads eller i forbindelse med en ny opgave, eller usikkerhed om fremtidige opgaver eller situationer, man måske kan blive konfronteret med. Der er mange tidspunkter og situationer, hvor man bliver usikker på sig selv og sine kompetencer.

Og det er en usikkerhed, som man desværre kan komme til at tolke negativt: Hvis man er usikker, er det nok fordi man ikke er kompetent nok til at varetage opgaven. Men det er sjældent sandheden.

1. Usikkerheden er ikke altid rationel
Nogle gange er usikkerheden ikke knyttet til en konkret opgave, men er mere en ubegrundet følelse af tvivl. Den ubegrundede tvivl skyldes typisk at der er uendelige mængder af detaljer vi ikke har kendskab til, og hvis betydning vi derfor kan have svært ved at overskue. For at imødekomme det, så læg en strategi for, hvordan du vil handle når du føler dig usikker, og så du kan være sikker på hvor usikkerheden stammer fra. Drejer det sig om en opgave, som du mangler konkrete tekniske eller praktiske kompetencer for at løse? Eller er du i virkeligheden kompetent til at varetage opgaven, men nervøs eller usikker af andre årsager?

2. Usikkerhed er nødvendigt for læring og sparring
Hvis alle vidste præcis hvad de skulle lave, ville der ikke være brug for stærke faglige teams, udvikling og videreuddannelse. Men det er der selvfølgelig. Usikkerhed er den bedste grobund for at identificere emner og områder, som man gerne vil blive bedre til at arbejde med. Og derfor også en oplagt mulighed for at få hjælp og sparring. Når du føler dig usikker, så brug det som en mulighed for at søge faglig udvikling, enten gennem research og uddannelse eller gennem sparring med dine kollegaer eller venner. Ofte vil du opleve, at usikkerheden kan være et værktøj til læring.

3. Usikkerhed er ikke inkompetence
En af de største fejl man kan gøre er at tolke sin usikkerhed som manglende evne til at løse en opgave. For ligesom usikkerhed er nødvendig for læring, er den også en del af enhver faglig proces. Det er de færreste, som aldrig vil være usikre når de konfronteres med noget nyt. Faglig usikkerhed er derfor i højere grad et udtryk for dine værdier, og at du gerne vil være god til dit arbejde. Accepter din usikkerhed, og vær opmærksom på, at den ikke behøver at være et udtryk for, at du ikke kan løse en opgave. Det kan også bare skyldes almindelig nervøsitet overfor noget nyt og fremmed.

4. Usikkerhed kan være en vejviser til ansvarsfordeling
Der vil altid være grænser for dine faglige kompetencer. Også helt nødvendige og forståelige grænser, for man vil på en arbejdsplads have en naturlig ansvarsfordeling, hvor der er opgaver du ikke skal eller behøver løse. Derfor er det også vigtigt, at du ikke bare siger ja til alle opgaver, men vurderer om du rent faktisk er den rigtige til at løse en given opgave. Ved at være skarp på hvad du kan og ikke kan, hvad du har tid og mulighed for, samt en generel anerkendelse af grænserne for din faglighed, kan du bruge din usikkerhed som en vejviser i forhold til dine og andres opgaver.

5. At turde tale om sin usikkerhed skaber klarhed
Du forventes sjældent at skulle løse en opgave perfekt, men hvis du siger ja til en opgave, forventes du at løse den. Om det så er til en jobsamtale, en MUS-samtale eller bare en diskussion med en kollega, vil en anerkendelse af, at man kan være usikker skabe en fælles forståelse og klarhed. Måske du kan løse opgaven, hvis du får noget hjælp eller vejledning. Måske det ville være bedst, hvis du delte ansvaret med en mere erfaren kollega, eller hvis den blev skaleret eller præsenteret anderledes. Men det er løsninger som man kun kan nå frem til, hvis man tør tale ærligt om sin usikkerhed.