10. maj 2016

Alt, hvad vi kan, har vi lært af andre

Det er i mødet med andre mennesker, at vi vokser og udvikler os – vi lærer ingenting af os selv, vi lærer alt af andre mennesker. Citat fra bogen ”I lyset af mentor”.

I et mentorskab skal mentor og mentee mødes i en samtale, der åbner og udfordrer. Samtalen kan forløse gemte eller glemte potentialer, åbne op for nye indsigter og ideer, og hvad enten man befinder sig i virksomhedens øverste top, længere nede ad karrierestigen, midt i studielivet eller blandt samfundets udsatte, kan en mentor ofte give det skub eller det input, en person har brug for.

Den nye bog ”I lyset af mentor” relaterer mentorskab til mesterlære – de to begreber og praksis er tæt forbundne.  Men hvordan tilrettelægges et mentorforløb? Hvordan sikrer man en frugtbar relation? Hvilke udfordringer kan man støde på undervejs?

Bogen byder på cases, hvor toplederen, den menige medarbejder, iværksætteren, kunstneren og den studerende fortæller om deres personlige og professionelle erfaringer med mentorskab.

I lyset af mentor
Af Birgit Signora Toft
Gyldendal Business
275,- kroner