15. november 2017

7 ting du skal vide om det gode nyhedsbrev i 2017


1. Hav et klart formål
Det kan være overraskende nemt at producere letfordøjeligt content, som kan være interessant for en stor målgruppe. Men selv hvis modtagerne læser dit nyhedsbrev med glæde, betyder det ikke at det skaber værdi for virksomheden, med mindre det har en forbindelse til virksomhedens kerneydelse eller brand: Et godt nyhedsbrev er kun godt, hvis det skaber værdi for virksomheden. Derfor er det vigtigt at definere hvad formålet med nyhedsbrevet skal være: Skal der skabes en kunderejse i retning af et salg? Skal I skabe brandværdi og eksponering? Skal I skabe trafik til hjemmesiden? Er der noget af indholdet i nyhedsbrevet som ikke støtter op om det formål, og hvis ja, kan det fjernes eller vinkles anderledes? Formålet kan også understøttes ved at sørge for at have et klart call to action et sted i nyhedsbrevet: Få dem ind på din hjemmeside, vis dem dit produkt, fortæl dem hvad det næste de bør gøre er, når de er færdige med nyhedsbrevet.

2.  I 2017 kan selv godt indhold virke som støj
Tommelfingerreglen for nyhedsbreve har næsten altid været, at det vigtigste er at producere godt indhold: Hvis dit indhold er noget dine modtagere er interesserede i at læse, er alt andet mindre vigtigt. Og det er på mange områder stadig helt rigtigt. Men desværre er situationen efterhånden den, at man nærmest har adgang til for meget godt indhold – og at selv ting man synes kunne være interessante bliver overset i et overvældende flow af information. Opgaven er derfor ikke alene at producere godt indhold, men også at ramme knivskarpt på de mest relevante målgrupper.

3. Brug jeres data og lav effektiv segmentering
En måde at imødekomme den mere kritiske og tidspressede forbruger er at bruge data og effektiv segmentering. Ikke mindst fordi du er i konkurrence om
modtagerens opmærksomhed med hundrede andre virksomheder og organisationer, og fælles for de fleste af dem er, at de allerede laver skarp målrettet kommunikation. Undersøg data fra jeres medlemsundersøgelser, mailprogram og alt andet I har tilgængeligt, og prøv at ramme jeres modtagergrupper på deres interesser, demografi, geografiske placering eller andet der er relevant for netop jeres målgruppe. Du vil hurtigt se, at det gør en forskel.

4. Hav konsistens for at skabe troværdighed
En af de vigtigste opgaver når man laver et nyhedsbrev er altid at overholde deadlines, og altid levere det lovede indhold. Hvis man sender nyhedsbreve ud en gang om måneden, skal det sendes ud en gang om måneden. Hvis man lover at der altid er et nyt interview eller en ny historie fra virksomheden, skal det indhold altid være med. Du kan og bør innovere, og sørge for at give dine modtagere det de gerne vil have. Men hvis dine modtagere modsat ikke ved hvad de får, behøver vedkommende kun blive skuffet et par gange, før de ikke længere gider åbne det. Læg en realistisk plan, og sørg for du altid kan levere det du har lovet til din modtagergruppe. Så er det langt mere sandsynligt at holde fast i dem.

5. Hold det kort – for deres og din skyld
Særligt hvis man ikke sender et nyhedsbrev ud så tit, vil man have lyst til at fylde det med mange forskellige typer indhold, måske i håbet om at der er lidt for alle. Men for det første har din modtager sjældent tid til at læse 15 forskellige artikler på én gang, og for det andet er det ikke sikkert at din virksomhed altid har tid til at producere 15 forskellige artikler hver eneste gang. At holde det kort sikrer derfor, at hverken dig eller din modtager bruger mere tid end nødvendigt.

6. Vi er i en smartphoneæra
Flere og flere mennesker læser deres e-mails og nyheder på deres telefoner og tablets, og det har en afgørende betydning for både design og indhold. For det betyder indirekte også, at de fleste bruger mindre tid end hvis de sad foran en computer. For eksempel er store overskrifter bedre end sirlige og detaljerede layouts, men det betyder også at hvis dine nyhedsbreve har rigtig mange links vil færre af dem bliver klikket på, hvis modtageren hurtigt skal læse det på vej i toget. Hvis I vil sikre den mobile modtagers tålmodighed, så sørg altid for at jeres nyhedsbrev er letlæseligt på mobile platforme, og at det er ’skimmevenligt’ og derfor ikke alt for linktungt.

7. Evaluer!
Man kan synes man har det bedste produkt i verden, skriver levende content og skaber kompetent og målrettet kommunikation til sine modtagere, og stadig blive skuffet når man gennemgår sine klik- og åbningsrater. Derfor er det vigtigt hele tiden at evaluere, og spørge sig selv hvad der kunne gøres bedre. Er der noget indhold som er mere populært end andet, og kan du yderligere spille på det? Du kan også bruge alt fra splittests til spørgeskemaer til at blive klogere på dine modtageres handlemønstre, og blive endnu bedre til at ramme ned i netop deres behov.