6 spørgsmål du skal være forberedt på inden jobsamtalen

05. september 2017

Hvad gør du, hvis du bliver bedt om at fortælle om dig selv til jobsamtalen? Eller hvis du bliver spurgt om, hvad du kan tilbyde som andre ikke kan, hvorfor du er den bedste til jobbet, eller hvorfor du søgte det? Der er en række spørgsmål, som optræder i langt de fleste jobsamtaler, og som det derfor er værd at overveje, hvordan man har tænkt sig at svare på. Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her gode råd og ideer til, hvad du kan svare på 6 helt almindelige spørgsmål.

Jobsamtaler foregår på hver deres måde, og det kan virke svært nogensinde at være rigtig forberedt. Ikke bare fordi stillingen kan være i det offentlige eller private, i en stor eller lille virksomhed, eller samtalen foregår med et eller fem mennesker. Men også fordi stillinger har meget forskellige krav, forskellige chefer lægger vægt på forskellige ting, og fordi du selv er med til at forme samtalen.

Der er dog typisk spørgsmål, som vil optræde i langt de fleste jobsamtaler i den ene eller anden forstand. Og som det derfor er værd at overveje, hvordan man har tænkt sig at svare på. Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver dig her en tjekliste over typiske spørgsmål, samt hvordan du kan forberede dig på at svare på dem.

1. Fortæl os om dig selv
Om det kommer i starten eller slutningen af samtalen, vil du ofte opleve, at du på et tidspunkt får spillet bolden over på din halvdel, og får mulighed for at fortælle lidt om dig selv, din historie og din faglighed. Her er det vigtigt at have forberedt en kort elevatortale: På max et minut skal du kunne give en kort opsummering af dit karriereforløb og din faglige profil. Læs mere om den gode elevatortale her

2. Hvordan har du det med..? Hvordan vil du løse..?
Du vil ofte opleve, at der i løbet af jobsamtalen vil blive gravet ned i stillingsopslaget, og at du vil blive konfronteret mere detaljeret med, hvordan du helt konkret vil håndtere de arbejdsopgaver der ligger i stillingen. For at forberede dig på det, er det vigtigt at du har gennemlæst stillingsopslaget i detaljen, og gjort dig et par tanker om de enkelte opgaver og hvordan du vil løse dem. Gør dig også et par tanker om almindelige situationer, der vil kunne opstå (at møde en kunde, at holde et oplæg, at få lederansvar) og gør dig et par overvejelser omkring, hvordan du ville håndtere dem.

3. Hvad kan du tilbyde, som andre kandidater ikke kan? Hvad er din største styrke? Hvorfor er du den bedste kandidat til jobbet?
Disse typer spørgsmål signalerer, at arbejdsgiver leder efter faglighed og kompetencer der ligger ud over stillingsbeskrivelsen. Det er derfor din chance for ikke bare at sige du kan løse opgaverne i stillingsopslaget, men at du kan tilføje netop din særlige faglighed til jobbet og gøre det bedre end dine konkurrenter. Forbered et svar, hvor du drager på mange tidligere erfaringer og fremhæver dine vigtigste resultater, gerne så konkret som muligt og med udgangspunkt i kravene i stillingsopslaget.

4. Hvorfor søgte du netop det her job?
Formålet med spørgsmålet er typisk at få dig til at uddybe din interesse for fagområdet, virksomheden og de specifikke arbejdsopgaver. Men det er også for at være sikker på, at du har gjort din research, og har en forståelse for virksomhedens kunder, kerneydelser og historie. Forbered et svar som signalerer overskud og viden, og hvor du kobler din egen motivation til virksomhedens egne målsætninger. Undgå at genfortælle information fra deres hjemmeside, eller snakke alt for meget om dig selv.

5. Hvorfor forlod du dit tidligere job?
Det er et spørgsmål der kan stilles for at forstå dine motiver og evne til at håndtere forhold på arbejdspladsen, men kan også betyde, at de er nysgerrige om hvilken vej du ønsker at tage dit arbejdsliv og din karriere. Hvis du er arbejdsløs, så forklar kort og ærligt hvad grundlaget var, og fokuser ellers på hvad din ambition er fremadrettet. Hvis du er i arbejde, så forbered et svar som gør det klart, hvilke faglige overvejelser der stod bag skiftet, og hvorfor du mener du er et bedre match med den nye virksomhed. Prøv dog overordnet set ikke at dvæle på din sidste ansættelse, men brug det som en mulighed til at fremhæve dine resultater.

6. Hvordan ser du din start i virksomheden? Hvad vil du gøre den første måned?
Typisk spørgsmål der stilles for at finde ud af, om du kan være ambitiøs uden at være urealistisk. Forbered et svar hvor du gør det klart, at du vil bruge den første tid på at sætte dig ind i arbejdsgangene, lære dine kollegaer at kende og blive sat ind i dine opgaver. Men kom også meget gerne med et par konkrete idéer, som eventuelt kan være et oplæg til sparring.