2. november 2016

6 gode råd: Sådan bliver du klædt på til personlighedstesten

Det populært som aldrig før blandt danske virksomheder at bruge personligheds- og intelligenstests, når de rekrutterer. Det sker typisk ved, at du får tilsendt en test et tidspunkt under et ansættelsesforløb, som så behandles og diskuteres til en senere samtale. Men der er mange forskellige typer tests, og det kan være svært at vide både hvad formålet med testen er, og hvordan man forbereder sig bedst. Kommunikation og Sprogs karriereteam giver dig her 5 gode råd til, hvordan du bedst kan forberede dig på at tage en personlighedstest.


1. Spørg ind til testen hos arbejdsgiver
Selv om der er mange fællesfaktorer i tests, bliver de brugt forskelligt på forskellige arbejdspladser. Hvis det overhovedet er muligt, er det en god idé, at du får spurgt aktivt ind til testen og testforløbet, og får information om både typen af test, hvilken type feedback du vil få på din besvarelse, og hvordan den passer ind i resten af ansættelsesforløbet. Den samme test vil endda ofte blive brugt forskelligt i forskellige virksomheder. Jo bedre du forstår virksomhedens brug af testen, jo nemmere kan du forberede dig.

2. Kend forskellen på de forskellige testtyper
Der er ikke én standardtest, som bruges på alle arbejdspladser, og tests kan bruges til at måle meget forskellige ting. Tests inddeles typisk i tre kategorier: Færdighedstests, personlighedstests og intelligenstests. Til færdighedstests vil du typisk blive bedt om at udføre en konkret opgave: Skrive en pressemeddelelse, besvare en fiktiv forespørgsel eller lignende. En personlighedstest har til formål at identificere din adfærd, dine samarbejdsevner og dine styrker/svagheder. En intelligenstest vil typisk blive brugt til give et billede af dine logiske og analytiske evner. Personlighedstesten er den mest almindelige i Danmark, men du kan også støde ind i de andre typer. Lav derfor din research, og sørg for at læse op på formålet af den test du skal tage.

3. Afprøv forskellige andre tests, inden du tager arbejdsgiverens test
For at gøre det mere håndgribeligt i situationen, om testen bliver taget hjemme eller på arbejdspladsen, kan det være en god idé at prøve en lignende test på forhånd. Så ved du hvad du kan forvente, hvad du bør forberede dig på, og kan måske være mere tryg i situationen.

Her er to eksempler på test:

Personlighedstest
Persontypetest
 
Men du kan læse op og finde eksempler på langt de fleste tests online. 

4. Vær åben og ærlig, når du besvarer testen
Der findes vejledninger, der vil anbefale dig at ’optimere’ dine testsvar, så de bedst passer ind i den profil du tror virksomheden er interesseret i. Men du vinder ikke noget ved at forsøge at ’lyve’ dig til bestemte resultater. Formålet med tests er ikke at dømme dig, men at give arbejdsgiver et bedre billede af dig, så de kan stille de rigtige spørgsmål til en samtale og ærligt vurdere din kompatibilitet med virksomheden og stillingen. Ved at svare uautentisk, kan du faktisk gøre det sværere for dig selv at forsvare og uddybe dine besvarelser til en mundtlig samtale. Selvfølgelig må du gerne vælge svar, som giver det bedste og mest positive billede af dig selv. Men undgå at lyve eller overdrive.

5. Forbered dig inden du tager testen
Det er naturligt at føle sig stresset inden man tager enhver type test, og personlighedstest er ingen undtagelse. Man vil ofte være usikker og nervøs for om man gør det ordentligt, uafhængigt af testens indhold. Sørg derfor for at forberede dig så godt som muligt. Tag testen når du er frisk, og sørg for at du har sat rigelig tid af. Læs op på virksomheden og jobopslaget, og overvej, hvordan du bedst fremhæver din faglighed og personlighed i relation til testens indhold.

6. Vær nysgerrig om resultatet, og brug det som et aktiv til jobsamtalen
Resultatet af en test vil aldrig stå alene, men vil blive brugt som udgangspunkt for en dialog med dig som potentiel medarbejder. Testen har til formål at være et supplement til din ansøgning og jobsamtalen, og du vil derfor typisk få grundig tilbagemelding, hvor du får uddybet og nuanceret testens tolkninger og får mulighed for at komme med dine egne kommentarer. Det er derfor positivt, hvis du selv aktivt forholder dig til resultaterne og kommenterer den feedback du får.