24. februar 2016

4 ting du skal vide om rekruttering i 2016

Jobsøgning og rekruttering ser meget anderledes ud i dag, end det gjorde for 5-10 år siden. Netværk og forandringsparathed står højt på listen over det, der virker. Løntilskud og praktik kan også være vejen til jobbet. Og så er kvaliteten af din ansøgning og dit CV virkelig vigtig. Standardmateriale dur ikke.

Rekruttering ændrer sig konstant. De metoder, virksomheder bruger til at finde nye kandidater udvikler sig og det samme gør de krav der stilles til de jobsøgende. Jobsøgning og rekruttering ser meget anderledes ud end det gjorde for 5-10 år siden. Med udgangspunkt i Ballisagers rekrutteringsanalyser for 2013-2015, samt Kommunikation og Sprogs karriereafdelings erfaringer, giver vi dig her et par ting du måske ikke vidste om nutidens rekruttering.

1. Netværksmøder og LinkedIn er vejen frem i det private
Netværk er vejen i job i den private sektor, særligt hos små virksomheder. Hvor der i det offentlige ofte er krav til at stillinger bliver slået op, går vejen ind på det private arbejdsmarked i langt højere grad gennem netværk, uopfordrede ansøgninger og sociale medier. Et stort og aktivt netværk er derfor vigtigt som aldrig før, og særligt netværksmøder og aktiv brug af LinkedIn er blevet helt centrale for at opnå kontakt med store private virksomheder. Hvis du vil ind på det private arbejdsmarked, så sørg for aktivt at tage kontakt i din jobsøgningsproces.

2. Forandringsparathed er en nødvendig kompetence
Særligt i kommunikations- og sprogbranchen foregår der lige nu en rivende udvikling. Forandringsparathed er en af de kompetencer der vægtes absolut højest blandt både private og offentlige virksomheder. Det dækker både over fleksibilitet i forhold til arbejdsopgaver, men også robusthed i forhold til organisationsforandringer og arbejdstid. At fremhæve fleksibilitet og tilpasningsevne er derfor vigtigt, men det handler lige så meget om at tilpasse sine forventninger og være forberedt på et mere omskifteligt arbejdsmarked.

3. Løntilskud og praktikker bliver i stigende grad brugt, og resulterer oftere i jobs
Det var i 2015 kun omkring 11% af danske virksomheder, som ikke har gjort brug af praktik eller løntilskudsordninger. Ordningerne bliver derfor mere flittigt udnyttet end nogensinde før, og 83% af virksomhederne og organisationerne har fastansat medarbejdere efter afsluttet praktik eller løntilskud – særligt dem der hurtigt kunne skabe værdi for virksomheden og indgå i det faglige fællesskab. Løntilskud og praktik er derfor i stigende grad en relevant overvejelse, som ikke bare handler om at skaffe erfaring, men kan være nøglen til drømmejobbet, hvis man leverer den gode indsats. 

4. Der stilles stadig højere krav til CV/ansøgninger
Når virksomheder skal beskrive den jobsøgningsadfærd, som de ser mest ned på, er standardiserede eller dårligt skrevet cv'er tæt på toppen af listen. Særligt i kommunikations- og sprogbranchen kan dårligt materiale være et stort problem. For det første, fordi der er mange ansøgere og meget konkurrence, og skarpt materiale derfor er ekstra vigtigt. For det andet fordi kommunikationsstillinger typisk kræver en kreativitet og sproglig korrekthed, som et standardiseret CV ikke støtter op om. Så sørg for ikke at falde tilbage på den kedelige standardansøgning, men hold dit materiale skarpt og opdateret.