12. april 2023

4 grunde til, at faglig usikkerhed kan være en god ting

/files/assets/bethany-legg-75nbwhfdsny-unsplash.jpg
Foto: Unsplash

Alle oplever usikkerhed i deres arbejdsliv, og det kan faktisk være en god ting, hvis man kan finde ud af at arbejde med den. Kommunikation og Sprog giver dig her 4 gode grunde til at acceptere og lære af din usikkerhed.

Du sidder på kontoret, og din chef kommer ned til dig med en helt ny og anderledes opgave. Du læser et stillingsopslag som lyder spændende, men som kræver en kompetence, du ikke er sikker på du har. Eller du ønsker at lave et sporskifte i din karriere, til en ny afdeling eller en ny arbejdsplads, men er usikker på om du har den faglige ballast til at tage springet. Særligt her efter Corona, hvor konkurrencen om jobs kan føles ekstra høj, kæmper mange af vores medlemmer med faglig usikkerhed og dens

Tvivl og usikkerhed er en almindeligt forekommende tilstand, som alle mennesker oplever med jævne mellemrum, og særligt i arbejdslivet. Man kan både være i tvivl omkring tidligere erfaringer og oplevelser på arbejdet, forhold på ens nuværende arbejdsplads eller i forbindelse med en ny opgave, eller føle usikkerhed om fremtidige opgaver eller situationer. Der er mange tidspunkter og situationer, hvor man bliver usikker på sig selv og sine kompetencer.
Og det er en usikkerhed, som man desværre kan komme til at tolke negativt: Hvis man er usikker, er det nok fordi man ikke er kompetent nok til at varetage opgaven. Men det er sjældent sandheden. Faktisk kan usikkerhed modsat være en brugbar ledetråd igennem et arbejdsliv, som kan hjælpe en hvis man anerkender den - og arbejder med den.

1. Usikkerheden er ikke altid rationel
Nogle gange er usikkerheden ikke knyttet til noget konkret, men er mere en ubegrundet følelse af tvivl eller frygt. Den ubegrundede tvivl skyldes typisk at der er uendelige mængder af information og detaljer vi ikke har kendskab til, og vi derfor bliver usikre og nervøse for fremtiden uden en god grund. For at imødekomme det, så læg en strategi for, hvordan du vil handle når du føler dig usikker, så du kan blive mere bevidst om hvor usikkerheden stammer fra. Drejer det sig om en bestemt opgave, som du mangler konkrete tekniske eller praktiske kompetencer for at løse? Er du i virkeligheden kompetent til at varetage opgaven, men nervøs eller usikker på grund af tidsforbruget eller samarbejdsfladerne? Eller er det i virkeligheden slet ikke opgaven du er nervøs for? Så snart du analyserer din usikkerhed, kan du enten konkretisere den eller finde ud af, at den ikke var rationel til at starte med. Og så er den nemmere at arbejde med.

2. Usikkerhed er nødvendigt for læring og sparring
Hvis alle vidste præcis hvad de skulle lave, ville der ikke være brug for stærke faglige teams, udvikling og videreuddannelse. Men det er der selvfølgelig. Usikkerhed er den bedste grobund for at identificere emner og områder, som man gerne vil blive bedre til at arbejde med – og faktisk en helt nødvendig motivation for at forbedre sig. Usikkerhed er derfor også en oplagt mulighed for at identificere områder, hvor det kan være en idé at få hjælp og sparring. Når du føler dig usikker, så brug det som en mulighed for at søge faglig udvikling, enten gennem research og uddannelse eller gennem dialog med dine kollegaer, chef eller venner. På den måde kan usikkerhed blive til en katalysator for innovation.

3. Usikkerhed er ikke inkompetence
En af de største fejl man kan gøre, er at tolke sin usikkerhed som manglende evne til at løse en opgave. For ligesom usikkerhed er nødvendig for læring, er den også en del af enhver faglig proces. Det er de færreste, som aldrig vil være usikre når de konfronteres med noget nyt. Faglig usikkerhed er derfor i højere grad et udtryk for dine værdier, og at du gerne vil være god til dit arbejde. Accepter din usikkerhed, og vær opmærksom på, at den ikke behøver at være et udtryk for, at du ikke kan løse en opgave. Det kan også bare skyldes almindelig nervøsitet overfor nye arbejdsopgaver, eller at du netop grundet din faglighed er bedre til at forstå nuancer og udfordringer indenfor dit felt end andre.

4. At turde tale om sin usikkerhed skaber klarhed
Du forventes sjældent at skulle løse en opgave perfekt, men hvis du siger ja til en opgave, forventes du at løse den. Om det så er til en jobsamtale, en MUS-samtale eller bare en diskussion med en kollega, vil en anerkendelse af, at man kan være usikker skabe en fælles forståelse og klarhed. Måske du kan løse opgaven, hvis du får noget hjælp eller vejledning. Måske det ville være bedst, hvis du delte ansvaret med en mere erfaren kollega, eller hvis den blev skaleret eller præsenteret anderledes. Men det er løsninger som man kun kan nå frem til, hvis man tør tale ærligt om sin usikkerhed.

Vores kurser om job og karriere

Edit page