24. august 2016

4 fif til hvordan du møder nye mennesker i den virkelige verden

Netværk er det vigtigste på arbejdsmarkedet i dag. Men hvordan møder man nye mennesker sådan rent fysisk, altså når netværket flyttes udenfor de sociale medier? Kunne du godt bruge lidt old school networking, så har vi 4 fif til dig.

”Netværk er ikke til at komme udenom” siger Mikkel Jørnvil i det seneste nummer af KOM magasinet. Det er rigtig svært at være uenig i, men der er dog rigtig mange, der synes det er lidt svært at komme i gang. For hvordan møder man nye mennesker sådan rent fysisk, altså når netværket flyttes udenfor de sociale medier? Tænker du, at det bliver det da ikke mindre svært af, så har vi et par fif til dig.

1.    Det første er  - kom tidligt. Det er ofte lettere at være blandt de første. Det virker mere naturligt at hilse på, når der måske kun er kommet en eller to før dig – eller allerlettest, hvis du er den første, og kan sige hej til de næste der kommer. Det gør det lettere at falde i snak – vi ser ofte til vores arrangementer, at de første der kommer helt naturligt begynder at tale sammen. De siger hej – udveksler navne, spørger ind til hinandens arbejde, faglige interesser eller taler om arrangementet.

2.    Du møder ofte også oplægsholderen eller værten, der i starten har tid til lidt smalltalk med de første der kommer. Her vil du måske have mulighed for at få svar på noget, der særligt optager dig, så fif nr. to er, at det kan være en god ide, hvis du har tænkt over, hvad du gerne vil spørge oplægsholderen om – og gør det eventuelt inden alle de andre kommer. Som oplægsholder, workshop facilitator eller vært er det faktisk rigtig rart, at blive mødt af deltagere, der allerede fra start viser interesser for det der skal ske.

3.    Sæt dig i nærheden af andre, der sidder alene. Vi ser ofte, at folk sætter dig dér hvor der er god plads, men hvor det er svært at henvende sig til sin sidemand og sige ”Hej. Hvorfor er du her i dag?”

4.    At være god til at netværke handler ikke kun om at kunne fortælle om sig selv – en god netværker er god til at give opmærksomhed og viden. Så fortvivl ikke, hvis du ikke er typen, der bare lige smider dig på en stol, og begynder at tale med de nærmeste omkring dig.

Forbered dig hjemmefra – tænk over hvad du selv håber at få med, fortæl det til din sidemand og spørg hvad hun/han gerne vil have med fra arrangementet. Spørg ind til hvad han/hun interesserer sig for fagligt, hvorfor lige dette arrangement, har du kendskab til et lignende arrangement et andet sted, så fortæl det endelig.

Giv ros, tak for en interessant samtale, et godt arrangement, spørg efter navn, så i kan connecte på LinkedIn. Og gør det så – send invitationen og husk den lille personlige hilsen i invitaitonen ”Hej Susanne, tak for en interessant samtale forleden til arrangementet om Snapchat hos KS”

Hvis du gerne vil blive endnu bedre til at netværke, så er KS arrangementskalender et rigtig godt sted at starte.