17. juni 2015

4 emner som altid bør være en del af den gode ansøgning

Internettet er fuld af skabeloner, der viser hvordan man opbygger en god ansøgning. Og man vil i sin jobsøgningsproces få mange forskellige anbefalinger om, hvordan man skriver en ansøgning. Hvad skal den indeholde? Hvordan skal de forskellige ting vægtes? Bruger jeg for meget eller for lidt plads? Ofte kan det være nemt at lade sig forvirre, og typisk vil man få mange forskellige råd. Men der er information man altid bør have med i en motiveret ansøgning, og indhold som altid vil være relevant.

Kommunikation og Sprog giver dig de 4 emner, som du altid skal sørge for at have med i din ansøgning.

1.    Den gode introduktion
Der kommer til at være rigtig mange ansøgere til en opslået stilling. De kæmper om modtagerens opmærksomhed, og hvis du sender en uopfordret ansøgning, er modtageren typisk i tvivl om hvorfor du er relevant. I begge tilfælde er det essentielt, at du med det samme gør det klart over for virksomheden, hvorfor netop du er en interessant kandidat. Overskriften og de første par linjer er derfor særligt vigtige. Vær sikker på, at du fanger læserens opmærksomhed med det samme, og allerede i den første paragraf opsummerer, hvorfor du er interesseret i stillingen. Det signalerer også hurtigt til modtageren, at det ikke er en standardansøgning, men målrettet dem og deres virksomhed.

2.    Faglig motivation for opgaverne.
Undersøgelser viser igen og igen, at det måske vigtigste i en motiveret ansøgning er motivation og interesse for opgaverne i stillingen. En medarbejder der interesserer sig for det faglige, er typisk en medarbejder, der kan være med til at udvikle stillingen og levere de bedste resultater. Hvordan matcher opgaverne i stillingen dit CV? Hvorfor mener du opgaverne er interessante? Hvorfor du er du ser dig selv som den rigtige kandidat til at løse dem.

3.    Begrundede løsningsforslag
At ansætte en ny medarbejder er en investering, og virksomheden er ikke bare interesseret i din motivation, men også i hvordan du helt konkret ønsker at udføre dine opgaver. Jobopslaget vil nævne nogen af de vigtigste opgaver i stillingen, og det er altid en god idé, hvis du tager fat i 1-3 af de mest centrale opgaver og kommer med eksempler på løsningsforslag. Hvad er opgaven, hvordan ville du gribe den an, og hvilke kompetencer fra studier og/eller tidligere ansættelser ville du bruge? Det indikerer over for virksomheden, at du hurtigt vil kunne sætte dig ind i dine opgaver og skabe værdi for virksomheden.

4.    Personlig motivation for virksomheden eller organisationen
Det er altid en god idé at signalere, at du ikke bare er interesseret i de opgaver du skal sidde med, men også har en interesse for virksomheden, dens brand/kunder og arbejdsmiljøet. Synes du nogen af deres tidligere projekter har været spændende? Brænder du for at arbejde i netop deres virksomhed? Har du tidligere hørt positivt om deres arbejde? En personlig motivation for virksomheden viser, at du har gjort din research, og at du ikke ville tage en lignende stilling i en hvilken som helst anden virksomhed.