27. oktober 2015

3 ting du skal overveje, når du får tilbudt nyt job

Du har besluttet at skifte det gamle job ud og heldigvis lykkes det: Det går godt med jobsamtaler og test og du bliver tilbudt jobbet, så du skynder dig at få meddelt på din arbejdsplads, at du siger op fordi du har fået nyt job.
Men der det nu klogt?

Slet ikke. I KS har vi lige haft 2 sager, hvor medlemmer har fået tilbudt et nyt job og der oven i købet har været udleveret en kontrakt. I begge tilfælde fortrød arbejdsgiveren.
Kommunikation og Sprogs forhandlingsafdeling giver dig her 3 juridiske og praktiske overvejelser du bør gøre dig i forbindelse med et jobskifte.

1. Lad være med at give slip på dit gamle job, før du er sikker på det nye. Forestil dig at du er jobsøgende og får tilbudt et job. Du får tilsendt en kontrakt til gennemgang, alt ser fint ud, og du vælger derfor at opsige din stilling. Den nye arbejdsgiver kontakter dig dog efterfølgende og fortæller dig, at de ikke kan tilbyde dig stillingen alligevel. Du står nu i en rigtig ærgerlig situation, hvor du ikke er garanteret et job overhovedet.
Tro det eller ej, men den slags sker faktisk jævnligt. Derfor: Selv om du føler, at du har en aftale med en ny arbejdsplads, bør du tager tingene stille og roligt. Og huske i det mindste at vente med at opsige dit ansættelsesforhold, indtil alle formalia er i orden.

2. Vær sikker på, du har fat i den rette i virksomheden. Særligt i større virksomheder kan der være tvivl om, hvem der i virkeligheden har mandat til at oprette en stilling. Og det er ærgerligt at risikere ikke at få en ansættelse, fordi en leder har taget en beslutning, der ikke er godkendt af HR eller bestyrelsen. Vær sikker på at jobopslaget og stillingen er godkendt.

3. Arbejdsgiver har ikke pligt til at udlevere din kontrakt med det samme. Man kan godt have lyst til at skynde på en ny arbejdsgiver for at sikre at formalia hurtigt falder på plads. Men virksomheden har ikke pligt til at udlevere din kontrakt før senest én måned efter, at ansættelsesforholdet er begyndt. Det kan du som nyansat respektere, men du kan ofte også tillade dig at bede om en kontrakt, så du ved, at aftalerne er i orden, inden du siger det job du har op. Det bør de fleste arbejdsgivere kunne forstå.