Sådan arbejder du med din motivation

Vi har samlet en række tips til, hvordan du bedst muligt kan arbejde med din motivation.

Det, du er glad for – hvad motiverer dig?
Du kan udvikle din karriere på mange måder. For at gøre det og få et arbejdsliv du har det godt i, er det vigtigt, at du bruger noget tid på at finde ud af, hvad det er du er særlig glad for at lave. Et godt sted at starte er med en liste over alle dine opgaver, og de roller du har haft - både dem du har nu og dem du har haft tidligere.

Rating af opgaver og roller
Når du har en liste med alle dine opgaver og roller – både nuværende og tidligere - så lav et ratingsystem. Giv point fra 1 til 10. Du kan rate efter, hvor sjov opgaven er, hvor fagligt udfordrende den er, eller måske hvor god du synes, du er til at løse den. Husk dog, at opgaver du er god til at løse ikke, nødvendigvis er dem, du synes er sjovest. 

Motivation

Motivation kan være en ret uhåndgribelig størrelse. "Motivation handler om at have energi til at handle"- sådan siger psykolog Edward M Deci.
Den kommer i mange forme: fra opgaver vi løser, fordi vi skal, men ikke har særlig meget lyst til – også kaldet den ydre motivation. Eller opgaver vi kaster os over, fordi vi har lyst og bare ikke kan lade være – den indre motivation.
Prøv at putte dine opgaver ind under de forskellige former for motivation og se, hvordan fordelingen ser ud. Er der en passende mængde opgaver, der peger i retning af den indre motivation? Det er dog vigtigt at nævne, at der altid vil være opgaver, vi ikke har særlig meget lyst til, men som vi løser alligevel, fordi de bare skal gøres. Men hvis fylder de hovedparten af din arbejdsdag, så er det på tide, at du tager fat på et stykke karriereudviklingsarbejde.

Flow
Har du opgaver, hvor du bliver så optaget, at du glemmer tid og sted – så er du i Flow. Det er den særlige tilstand du er i, når du er fuldt optaget af en opgave, når du glemmer verden omkring dig, og tiden går i stå. Flow handler om fordybelse, og det er rigtig vigtig, at du midt i en hektisk hverdag også får tid til fordybelse. Der findes ting, som du og din arbejdsplads kan gøre for at fremme flow.

Anerkendelse
Det kan være en god ide også at se på, hvad det er, du får anerkendelse for. Hvad er det for opgaver og roller, som andre ser dig lykkes med og i? Husk at komme hele vejen rundt, så det ikke kun er i forhold til dit nuværende job, tænk tilbage på dine tidligere jobs, din uddannelse, frivilligt arbejde m.v.

Hvor præsterer du godt? 
Tænk over, hvad du er rigtig god til, hvilke opgaver synes du, at du løser på et højt faglige niveau. Inddrag også chefer, kolleger, kunder og samarbejdspartnere. Hvad er det for opgaver og roller de ser, du løser med succes?

Edit page