Mentorordning - privatansat

KS har to mentorordninger - en for ledere og en for nye på arbejdsmarkedet. Du kan deltage i en af ordningerne - enten som mentor eller som mentee.

Mentorordning for nye på arbejdsmarkedet

Denne mentorordning er en unik mulighed for at støtte eller få støtte til introduktionen til arbejdsmarkedet og dermed lette overgangen fra studielivet til erhvervslivet.

Mentorordningen er et oplagt valg for dig som mentor, der gerne vil dele dine arbejdserfaringer med fagfæller og for dig, som mentee, der gerne vil ruste sig til erhvervslivets udfordringer.

Send skemaet til mentor@kommunikationogsprog.dk, og skriv i emnefeltet om du vil være mentor eller mentee.

Hvad får jeg ud af at være mentor eller mentee?

Som mentor opnår du blandt andet

  • Mulighed for at videregive din viden og støtte kolleger
  • Får trænet dine kompetencer inden for sparring, dialog og samtale
  • Får lov til at være den der spørger, lytter og giver gode råd
  • Udvidelse af dit netværk
  • Derudover vil du få nye indsigter og perspektiver når du ser udfordringer, situationer og bekymringer fra mentees vinkel.

Som mentee opnår du blandt andet

  • Faglig sparring fra en erfaren sparringspartner, der tidligere selv har stået i lignende situationer
  • Personlig erfaring og sparring i at navigere i en virksomhed
  • Ideer og viden til at kunne udvikle dig i dit arbejdsliv
  • Mulighed for at udvide dit netværk

Mentee er selv ansvarlig for sin læring, men får gennem mentors støtte og inspiration udviklet sin viden.

Der bliver stillet en værktøjskasse til rådighed som støtte for mentor og mentee.

Hvem kan blive mentor?

Som mentor er det vigtigt, at du er klar til at være nysgerrig, og at du har energi til at indgå i en dialog med dine mentee. Derudover kræver det, at du har nogle års erfaring på arbejdsmarkedet gerne fra forskellige jobs.

Hvem kan blive mentee?

Mentorordningen er for ”nye på arbejdsmarkedet”, hvilket vil sige medlemmer, der er i første arbejde efter endt uddannelse. Kortere ansættelser efter uddannelsen tæller ikke med. Skriv til os, hvis du er i tvivl om du er i målgruppen.

Det praktiske

Mentorrelationen løber over en periode på seks måneder. Som udgangspunkt skal I mødes én gang om måneden.

Vi foretager matching 2 gange årligt i januar og september.

 

Mentorordning for ledere

Sanna Dragholm, Kontorchef, Socialstyrelsen from Dansk Psykolog Forening on Vimeo.

Tilmeld dig mentorordningen for ledere ved at udfylde tilmeldingsskemaet 

Send det udfyldte skema til mentor@kommunikationogsprog.dk. Skemaet skal indsendes senest søndag den 15. januar 2017 for at komme med i 2017/2018-forløbet.

Bemærk at, fokus i mentorordningen er på ledelsesrollen, og ikke på det faglige felt du er leder inden for.

Har du spørgsmål - kontakt os på mentor@kommunikationogsprog.dk
 

Hvem kan blive mentor?

At være mentor kræver først og fremmest, at du er nysgerrig og villig til at stille din erfaring til rådighed for at hjælpe mentee til at se nye vinkler og muligheder på sine opgaver.

Vi har også defineret nogle formelle betingelser, nemlig at du:

  • er formel leder eller mellemleder, for eksempel chef, direktør eller CEO
  • har mere end 3 års ledelseserfaring
  • har personaleansvar og/eller budgetansvar.

Hvem kan blive mentee?

At være mentee kræver først og fremmest, at du ønsker at udvikle dig som leder, er åben over for udfordringer, og at du samtidig er lydhør for både kritik, historier og gode råd.

Vi har også defineret nogle formelle betingelser. Nemlig at du:

  • Er relativt ny i ledelsesrollen – det vil sige er leder eller mellemleder og har en ledelseserfaring på under 3 år
  • I det daglige repræsenterer ledelsessiden. Men det er ikke en betingelse, at du har budget- og/eller personaleansvar.

Hvordan ser mentorforløbet ud?

Ledermentorordningen er et samarbejde mellem Dansk Psykolog Forening, Bibliotekarforbundet og Forbundet Kommunikation og Sprog.

Mentorforløbet løber over et år med forventeligt 6-8 møder. Vi skyder forløbet i gang med et fælles møde for alle mentorer og mentees.

Inden da vil mentorer og mentees blive matchet. Det sker i et samarbejde mellem DP, BF og KS. Matchningen vil som udgangspunkt ske efter fælles interesser inden for ledelsesfaglige områder (se eventuelt tilmeldingsskemaet).

Det er som udgangspunkt mentee, som booker møder og på forhånd fremsender dagsordener for møderne. Nøjagtig hvordan og hvornår man mødes samt andre individuelle forventninger til forløbet afstemmes mellem mentor og mentee på det første møde, som KS, BF og DP indkalder til.

Forløbet starter og slutter med et arrangement, som KS, BF og DP står for, og vi indbyder til en træningsession midt i forløbet.

Hvilken hjælp og støtte får jeg som mentor eller mentee?

Både mentor og mentee bliver klædt på til forløbet. Det sker ved et opstartsmøde, hvor programmet bliver gennemgået. Det er også her jeres første møde bliver faciliteret, og I får gode råd til forventningsafstemning og opstart på jeres relation. I bliver også introduceret til den værktøjskasse, som bliver stillet til rådighed til hjælp, støtte og inspiration.

Midtvejs i forløbet bliver I indbudt til en træningssession, hvor I kan øve konkrete teknikker. Endelig sluttes forløbet af med et arrangement, hvor vi vil bede om jeres evaluering af selve mentorprogrammet, og hvor der er mulighed for at give individuel feedback til hinanden.

Under forløbet er man altid velkommen til at ringe eller maile til den kontaktperson, som bliver tilknyttet hvert enkelt mentor-mentee par.

Hvad får jeg ud af at være mentor eller mentee?

Som ledermentor kan du blive trænet i at se udfordringer, situationer og bekymringer gennem mentees øjne, og du får dermed nye indsigter og perspektiver, som kan guide dig til at reflektere over egen adfærd. Som ledermentee får du en unik mulighed for at udvikle dig som leder ved at få konstruktiv kritik og gode råd fra en leder med erfaring.