5. november 2021

Kend din markedsværdi

Kommunikation og Sprogs karriereafdeling giver her 10 spørgsmål om dig og din arbejdsplads, som du kan stille dig selv, når du vil vurdere din værdi for virksomheden og arbejdsmarkedet.

Ved du, hvad du er værd? Ved din chef det? Hvad kan du gøre for at forbedre din værdi for din nuværende virksomhed og for at have bedre muligheder, når du skal søge dit næste job?

Employability og markedsværdi er et udtryk for, hvor interessant du er for en virksomhed. Er din markedsværdi høj, vil du typisk have større handlefrihed til selv at bestemme, hvilken retning din karriere skal gå på din nuværende eller anden arbejdsplads. Du vil måske kunne stille højere krav til løn, projekter, arbejdsvilkår og sikre, at du får de opgaver, du rent faktisk synes er interessante. Med en god forståelse for din employability vil du også kunne have flere muligheder åbne for dit næste job og bedre kunne vurdere, om dine kompetencer og ideer vil skabe mere værdi i en anden virksomhed.

Din værdi for arbejdspladsen
Det er vigtigt hele tiden at vurdere, hvorfor du er vigtig i den stilling, du sidder i. En høj markedsværdi sikres ved at tage nogle chancer i nuværende job eller ved at skifte job, hvis det er nødvendigt: Skal din markedsværdi op, må du sørge for at udfordre dig selv ved ind i mellem at springe ud på dybt vand. For eksempel ved at tage nogle nye udfordringer i dit nuværende job eller ved at skifte til en anden stilling med bedre muligheder for udvikling. Reflektér på din rolle i dit arbejde, og hvordan du sikrer hele tiden at være der, hvor du skaber mest værdi for dig selv og din arbejdsgiver.

Stil dig selv spørgsmål som:

  1. Hvor vigtigt er dit job for virksomhedens behov, og hvordan er du med til at tilføje værdi til bundlinjen?

  2. Hvis der var en organisationsændring, hvor ville du så sidde med dine nuværende ansvarsområder?

  3. Ved din chef, hvad du laver til hverdag, og er du den, chefen ville beholde, hvis der var en fyringsrunde i morgen? Hvis ikke, kan du så sikre, at du når dertil?

  4. Tager du de nødvendige chancer i virksomheden, og udfordrer du dig selv og dine kolleger? Hvornår er sidste gang, du tog en beslutning, der skabte særlig værdi?

  5. Hvordan støtter du op om virksomhedens kerneydelse? Er det klart overfor din chef og dine kolleger?

Værdien af dine kompetencer
Det er vigtigt, at du hele tiden får tilføjet nye kompetencer gennem din ansættelse og efteruddannelse, da det er med til at sikre din værdi både på dit nuværende og fremtidige arbejdspladser. Og det er vigtigt at skabe en forståelse for dine kompetencer overfor dine kollegaer og din chef, så du kan fremstå som kompetent fagperson og med en klar profil i virksomheden. Overvej løbende dine kompetencer, og hvordan at du kan gøre dig selv til en mere attraktiv medarbejder ved at bygge videre på dem og få dem udnyttet i praksis.

Stil dig selv spørgsmål som:

  1. Hvilke kompetencer har du, som ville være attraktive i en anden stilling, og hvordan udvikler du mere på dem?

  2. Får du tilført nye kompetencer i din ansættelse eller fritid, og har du nogle huller i dine kompetencer, du gerne vil have dækket? 

  3. Ved du, hvilke kompetencer du skulle fremhæve, hvis du skulle søge en anden stilling i morgen?

  4. Er du forandringsparat, og ville du kunne varetage helt andre opgaver end dem, du sidder med til hverdag? Har du kompetencer at tilbyde, som du ikke får brugt i din nuværende ansættelse?

  5. Hvad er dine største sejre på din nuværende arbejdsplads? Eller gennem hele dit arbejdsliv? Hvilke kompetencer mener du, at de sejre er et udtryk for?

Edit page